Kaptajn brugte Forsvarets kreditkort på stripklub
En gruppe på omkring 20 søofficerer fra støtteskibet 'Absalon' var en novemberaften i 2016 i havn i Maltas hovedstad, Valetta. De var på restaurant, og nogle var også på stripklub. Torsdag er det endt med en fængselsdom.
Det er skibets chef, som ved Retten i Roskilde er blevet dømt. Han brugte nemlig et Eurocard udstedt af Forsvaret til at betale på den eksklusive stripbar Stiletto Gentlemen's Club.
Straffen lyder på 60 dages fængsel, som dog ikke skal afsones med mindre chefen begår ny kriminalitet i løbet af det næste år.
- Vi ved, at det her får et efterspil i Forsvaret, og vi mener, at det er så rigelig betjent med denne her dom, sagde retsformand Tove Horsager ved domsafsigelsen.
Auditør Claus Risbjerg, som har været anklager i sagen, havde krævet, at en betinget dom skulle kombineres med samfundstjeneste, men det har retten altså ikke efterkommet.
Forbruget på Forsvarets Eurocard er ifølge retten mandatsvig. Han er dømt for uberettiget at have hævet 16.611 kroer og 18 øre.
Derudover har kommandørkaptajnen forsøgt at begå bedrageri, fordi han over for sin bank gjorde indsigelse mod betalinger fra hans eget visakort.
Også her var der tale om betalinger på stripklubben eller på kontanthævninger i en nærliggende pengeautomat.
Kommandørkaptajnen har under sagen nægtet sig skyldig. Han mener, at nogen må have afluret hans pinkode - på begge kort - og brugt dem, uden at han opdagede det.
Derefter er kortene kommet i hans besiddelse igen.
- De lå i min pung, da jeg vendte tilbage til skibet, forklarede han under sagen.
Men Tove Horsager og sagens to domsmænd er overbevist om, at det er Per Moll Petersen, der har brugt kortet i alle tilfælde. Om kommandørkaptajnens forklaring siger hun:
- Det finder retten ikke, overhovedet har sandsynligheden for sig. Vi må lægge til grund, at tiltalte ikke har lånt kortet ud, at kortet kun kunne anvendes ved brug af pinkode, og at kortet er anvendt ved brug af pinkode.
Støtteskibet "Absalon" var i efteråret 2016 i Middelhavet som led i den internationale indsats mod terror kaldet "Operation Active Endeavour".
Der var kun få dage, til turen gik mod Danmark, da besætningen gik i havn i Valetta.
En orlogskaptajn har under sagen forklaret, at samtlige officer - på nær en vagthavende - tog i byen for at markere, at nu skulle man snart hjem.
Han har fået at vide, at en fra besætningen havde brugt omkring 20.000 kroner på champagne på en stripbar. Men det var ikke kommandørkaptajnen.
/ritzau/