Flere krydstogtgæster i danske havne end nogensinde før
Der bliver ekstra travlt i en lang række danske havnebyer i 2018, når rekordmange krydstogtgæster vil gå i land i en dansk havn i det nye år. Allerede ved indgangen til året er der udsigt til besøg af over 1,1 mio. sejlende gæster i løbet af 2018. Det betyder, at en række danske byer i år sætter ny rekord i antal krydstogtgæster.
Det skriver Wonderul Copenhagen i en pressemeddelelse.
Aarhus runder næsten 100.000 gæster, og Skagen mere end fordobler antallet af krydstogtgæster i 2018. I Hundested, der først har etableret sig som krydstogtdestination inden for de seneste år, får man besøg af fire skibe. Også på Bornholm, i Kalundborg og Helsingør er der udsigt til flere krydstogtgæster, som vil skabe omsætning og beskæftigelse i det nye år.
København er stadig landets største krydstogtdestination og sætter også ny rekord i år med 875.000 krydstogtgæste, men der er en tydelig tendens til, at havnebyerne rundt i landet, som også satser på krydstogtturisme, får flere og flere gæster. I år får havnene uden for København næsten en kvart mio. gæster, og for første gang nogensinde ankommer mere end hver 5. krydstogtgæst uden for hovedstaden.
- Danmark går ind i sit bedste år for krydstogtturisme – nogensinde. Og det er ikke kun København, der fortsætter vækstkurven op ad. Det nye år understreger for alvor, at hele landet er kommet med og har hul igennem på det internationale marked. Med vores mange havnebyer med individuelle udbud af oplevelser, har Danmark et stort potentiale for krydstogt, og det profilerer vi strategisk over for rederier og rejsebureauer verden over, siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket CruiseCopenhagen, der samler den danske krydstogtbranche, er forankret.
Fremgangen i dansk krydstogtturisme mærkes også på interessen hos aktørerne i branchen for at være en del af en fælles, koordineret indsats for at sælge det danske krydstogtprodukt til rederier og rejseagenter rundt i verden. Hos netværket CruiseCopenhagen, der er forankret hos Wonderful Copenhagen, som samler havne, turistorganisationer, attraktioner, hoteller, bureauer og transportfirmaer mm. på tværs af landet, er der i løbet af det seneste år kommet 20 procent flere medlemmer.