23948sdkhjf

Efter næsten tre års stilstand: Fiskers død bliver undersøgt

Malta har aldrig reageret på et brev fra Søfartsstyrelsen om en dansk fisker, der omkom efter en kollision med et maltesisk fragtskib, som ikke overholdt søvejsreglerne

Den danske søfartsstyrelse genåbner nu sagen om den 66-årige fisker Teddy Bak Nielsens dødsulykke i juli 2014 ombord på en dansk fiskekutter i Kattegat. Det sker efter Fagbladet 3F’s afdækning af dødsulykken.

Teddy Bak Nielsen var alene om bord på den danske fiskekutter 'Inger Marie', der kolliderede med det over 3.000 ton tunge maltesiske fragtskib 'Rig'. Dødsulykken er aldrig blevet strafferetligt efterforsket, og ingen er blevet stillet til ansvar for den - selvom Søfartsstyrelsen mener, at der burde være kørt en straffesag efter arbejdsulykken.

I marts 2015 orienterede Søfartsstyrelsen de maltesiske myndigheder om, at der ifølge Den Maritime Havarikommission var indikationer på manglende udkig fra den vagthavende styrmand på fragtskibet, manglende brug af radar til anti-kollision på skibet og overtrædelse af søvejsreglerne om vigepligt.

Mere om sagen

Fisker på kollisionskurs med dødsskib: Det sejlede i blinde

3F: Danske søfolk dør – uden at ulykkerne efterforskes

Ordførere: Dødsulykker til søs skal efterforskes

Men Malta svarede aldrig på Søfartsstyrelsens henvendelse. Og styrelsen fulgte i to år og otte måneder slet ikke op på sagen over for de maltesiske myndigheder.

Først for nylig har Søfartsstyrelsen på ny kontaktet de maltesiske myndigheder om dødsulykken. Det fremgår af et brev fra Søfartsstyrelsen til Transport Malta, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

- Vi har sendt brevet for at få oplyst, hvordan flagstaten har håndteret eller vil håndtere opfølgning på sagen, da vi ikke har fået svar på vores første henvendelse, siger Martin John, synschef hos Søfartsstyrelsen til Fagbladet 3F.

Søfartsstyrelsen beder i det seneste brev dateret 15. november om et fyldestgørende og hurtigt svar fra Transport Malta. Men Søfartsstyrelsen har fortsat ikke modtaget svar fra de maltesiske myndigheder, oplyser styrelsen til Fagbladet 3F.

Formanden for 3F Sømændene er ikke særligt overrasket over, at Malta ikke har svaret Søfartsstyrelsen. For Malta er på Det Internationale Transportarbejdersforbunds liste over lande, hvor skibe sejler under såkaldt bekvemmelighedsflag - og dermed har lempelige forhold.

- Det lader til, at Malta er ligeglade med en død, dansk fisker. Det er ikke tilfredsstillende, at Malta ikke har reageret, siger Søren Sørensen.

Hos Søfartsstyrelsen siger synschef Martin John:

- Vi får normalt svar, når vi henvender os til kolleger i andre lande. Hvorfor vi ikke har fået svar i det her tilfælde, kan vi ikke svare på.

- Vi har i andre sammenhænge en fin dialog med Malta. Derfor forventer vi også at få svar på denne henvendelse, siger synschefen.

Siden 21. september 2017 har Fagbladet 3F fire gange rettet henvendelse om dødsulykken til Transport Malta på mail. Ingen af henvendelserne er blevet besvaret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172