23948sdkhjf

Franskmænd studerede fiskelogistik i Hirtshals

Fiskeauktion Nord - Hirtshals og Vendelbo Spedition var med til at give de franske gæster indblik i hele værdikæden i dansk fiskeri

Hirtshals Havn fik torsdag 12. oktober besøg af 12 franske fiskere, der var i Danmark i forbindelse med fiskerimessen Danfish International. Besøget skulle give franskmændene et indblik i processerne i den danske fiskesektor. Derfor var de tolv franske fiskere på inspirationstur i Hirtshals og besøgte henover dagen syv virksomheder på Hirtshals Havn.

Franskmændene besøgte blandt andet Fiskeauktion Nord - Hirtshals, Brdr. Schlies Fiskeeksport samt mødte Jesper Bundgaard Madsen fra Vendelbo Spedition, hvilket gav de franske gæster et indblik i hele værdikæden - lige fra landing af fisken over forædlingsprocessen til transporten af fisken fra Hirtshals mod slutdestinationer i Europa.

Konsulent John Christian Aasted, der assisterede med oversættelse under de franske fiskeres besøg i Hirtshals, kunne under besøget berette om franskmændenes fascination af Hirtshals-virksomhedernes aktiviteter og kompetencer. Franskmændene var blandt andet imponeret over den danske effektivitet, samarbejdet og generelt over processerne hos de danske virksomheder.

- De er meget imponeret over nærmest alt: Fra kvaliteten af den is der bruges til fisken, fiskens friskhed, renheden i Fisketerminal Hirtshals samt effektiviteten i forbindelse med selve auktionen. Mens dagens fisk blev solgt på under en time på Fiskeauktion Nord - Hirtshals, så ville omsætningen af den samme mængde fisk, ifølge de franske gæster, hos dem havde taget op mod en dag, siger John Christian Aasted.

Den franske delegation fik desuden under besøget et indtryk af det samlede kompetencefelt i Hirtshals ved også at besøge Hirtshals Yard, Nordsøens Forskerpark og Cosmos Trawl.

- Det er altid spændende at få besøg af folk fra fiskeindustrier, der bygger på andre traditioner. Ved mødet med franskmændene blev det tydeliggjort, at den danske fiskeindustri og den franske fiskeindustri er præget af mange af de samme processer, men alligevel er der væsentlige forskelle, siger Jens Kirketerp Jensen, administrerende direktør for Hirtshals Havn.

Kilde: Hirtshals Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.434