Første Stingray leveret til Maersk Supply Service
Det første af Maersk Supply Services nye subsea support-skibe får navnet ’Maersk Installer’
Maersk Supply Services nye ’Maersk Installer’, det første af fire nye fartøjer i Stingray-klassen. Foto: Maersk
Maersk Supply Service (MMS) har netop taget levering på ’Maersk Installer’, det første af fire nye subsea support-skibe i Stingray-klassen. Det bekræfter MMS overfor Søfart.
Fartøjet, som er 11 meter i højden, 27 meter bredt og 137 meter langt, blev leveret fra værftet COSCO Shipping Heavy Industry i Dalian i det nordlige Kina.
Fartøjet er designet sammen med Marin Teknikk. Det er bygget til at håndtere en bred vifte af opgaver i både dybt og lavt vand og er blandt andet udstyret med en 400 ton kran samt to ROV-undervandsrobotter, der kan operere ned til 3.000 meters dybde.