Millionerne ruller på DanFish
DanFish 2017 satte rekord på antal udstillere. Små 400 var der - 40 flere end i 2015. Mange udstillere er normalt også lig store kontrakter, således også på den store, internationale fiskerimesse.
Både Jobi Værft i Strandby og Karstensens Skibsværft fra Skagen gik hjem med underskrevne kontrakter på nybygninger.
Jobi Værft i Strandby indgik kontrakt på en ny konsumtrawler på 24 meter med rederiet FN 462 Jeanne, som drives af Svend-Erik Andersen og Peter Husth. Konsumtrawleren er udviklet i et tæt samspil mellem rederiet, den rådgivende skibs-ingeniørvirksomhed ShipCon og Jobi Værft.
Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord glæder sig over ordren, som vil kunne mærkes i det lokale erhvervsliv:
- Jobi Værft er det, som vi kalder en primær aktør, der har en høj grad af underleverandører, så ordren vil påvirke en stor del af erhvervslivet i Frederikshavn kommune. Derfor er ordren en vigtig nyhed, som jeg er glad for og stolt af. Vores værfter kan levere en høj kvalitet og har en knowhow om fiskeriet, som man ikke finder andre steder, fordi de kender fiskerne og deres behov, siger han.
Karstensens Skibsværft i Skagen fik også underskrift på en nybygning til skotske Lunar Fishing, ’Lunar Bow’ på godt 80 meter og 16 meter i bredden. Ordren har en værdi af 230 mio. kroner.
Også direktør Leif Andersen fra Intech International i Brønderslev melder handler til en værdi at ”et meget pænt tocifret millionbeløb”. Allerede inden messestart var der købsaftaler for nye rejefabrikker til rejetrawlere med to norske fiskere på bordet til underskrift på messen. Deruydover blev fem andre kontrakter, der har været snak med tidligere, lukket på DanFish.
Og det er kun tre ud af 400 udstillere på DanFish 2017. Hvor meget udstillerne præcis har omsat for, eller har indgået aftaler om, er ikke opgjort endnu.
Se mere om messen Artiklen er en del af temaet Danfish.