Baltnav skal styre Pioneer Marines tørlastskibe
Pioneer Marine lægger den kommercielle drift af nogle af selskabets 16 handysize tørlastskibe hos danske Baltnav. Det fremgår af en meddelelse til børsen i Oslo.
- Vi ser meget frem til dette samarbejde, som vil bringe Pioneers flåde ind på alternative markeder og dermed udvide service til vores eksisterende og nye kunder, siger senior vice president og general manager i Pioneer Marine, Dimitris Papoulis, i en kommentar til det nye samarbejde.
Baltnav driver i forvejen en flåde på cirka 15 handysize-skibe. Samarbejdet startede pr. 3. oktober 2017.
Læs også: Baltnav fra minus til plus
- Vi er stolte over og glade for at blive valgt som samarbejdspartner, og vi glæder os til samarbejdet med Pioneer og Garrison, siger Michael Bonderup, CEO i Baltnav, til Søfart.
Pioneer Marine er registreret på Marshall Islands, børsnoteret i Oslo og har hidtil haft hovedkontor i Singapore, men har flyttet de fleste aktiviteter til Grækenland.
Samarbejdet kommer en måned efter, at Torben Janholt blev administrerende direktør i Pioneer Marine.
I et interview med Søfart har Torben Janholt sagt følgende om den vigtigste opgave hos Pioneer:
- Det sidder nogle dygtige folk, som allerede har vist resultater af det, som bestyrelsen har arbejdet med i de forløbne måneder. Det arbejder jeg videre med, for det gælder om at stramme op og placere rederiet bedre i markedet. Vi har jo ingen indflydelse på, hvad vej markedet går, så det vi kan gøre er at optimere indtjeningen og reducere nogle af vores omkostninger.