23948sdkhjf

Nationalmuseet dropper historiske træskibe i Helsingør

Jeg er ærgerlig og ked af det og må tilstå, at jeg føler, vi er blevet »brugt« lidt i forhandlingerne med Nationalmuseet, siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær

Nationalmuseet dropper Helsingør som ny hjemmehavn for sine historiske skibe, skriver Helsingør Dagblad.

Beskeden fik Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, fredag morgen fra Nationalmuseet. Det sker efter lang tids drøftelser og forhandlinger mellem Helsingør Kommune og Nationalmuseet.

I stedet har museet nu besluttet at flytte tre af deres seks skibe i fartøjssamlingen til Holbæk, hvor Nationalmuseet i forvejen har placeret maritime aktiviteter og hvor skibet 'Anna Møller' fra 1906 har ligget de sidste par år og været under restaurering. Her skal skibene indgå i formidlingen af maritime håndværk og den maritime kulturarv. 

Base for vedligeholdelse 
I Holbæk vil der, ifølge Nationalmuseet, ligeledes blive etableret en base for vedligeholdelse af skibene og i den forbindelse bliver målet at bevare gamle maritime håndværk og at formidle dem til offentligheden, lyder det i informationen fra Nationalmuseet. 

Ud over 'Anna Møller' flytter museet sluppen 'Ruth' og DFDS Pram nr. 19 til Holbæk. 

I Helsingør er der dog stadig en forhåbning om, at fyrskibet 'Gedser Rev', bliver placeret i Helsingør. 

Borgmester føler sig brugt 
Det er en ærgerlig borgmester og formand for havnebestyrelsen i Helsingør, Benedikte Kiær, konservativ, der har modtaget beskeden om, at Helsingør nu går glip af muligheden for at blive Nationalmuseums-havn.

- Det er et underligt forløb. Og det står klart, at Nationalmuseet har forhandlet med to parter på én gang, nemlig både Holbæk og Helsingør Kommuner.

- Jeg må tilstå, at jeg føler mig lidt brugt i dette forhandlingsforløb. For museet har det måske været meget belejliget at forhandle med to kommuner samtidig. Og det ærgrer mig da, og jeg er ked af det. For jeg synes, at vi herfra har vist, at det her ville vi gerne. Vi er blandt andet i gang med at bygge nye broer i Dok 2, hvor planen var, at skibene skulle ligge og vi har investeret i en ny flydebro i havnen, der skaber mere ro i havnebassinet.

- Der er hele tiden blevet stillet nye krav fra Nationalmuseet i forløbet og det ærgrer mig, at vi ikke har fået meldt det hele ud fra begyndelsen, siger borgmester Benedikte Kiær. 

Nyt krav lig ekstra udgift
Det seneste krav, som museet har stillet til Helsingør, er ansættelse af en kaptajn- eller skipperfunktion med bemanding i havnen døget rundt. Det vil koste i omegnen af en mio. kroner om året.

- I forvejen var det forbundet med en del udgifter at have skibene i Helsingør. Omkring to mio. kroner. Forslaget om en kaptajn fik kommunaldirektør Stine Johansen præsenteret mundtligt for nogle dage siden, da hun var til møde med museumsfolkene. Og det er klart, at et sådan ekstra udgiftspost skal tages op i havnebestyrelsen, før man kan træffe en beslutning. I mellemtiden har vi så fået beskeden fra Nationalmuseet, fortæller Benedikte Kiær. 

Hun mener dog, at Helsingør Havn allerede er godt i gang med at tiltrække flere private træskibe og at de nye investeringer i havnen vil gøre havnen attraktiv. 

- Vi har noget, der er spændende her i vores havn. Og vi håber da fortsat på, at Gedser Rev kan komme hertil. Det har også været på tale, at vi måske kan »dele« skibene med Holbæk Havn. Men det forslag er heller ikke blevet konkretiseret. 

Kunne ikke møde de økonomiske krav
Havnechef i Helsingør Kommune, Jesper Schrøder, siger til Helsingør Dagblad, at Nationalmuseets økonomiske ramme ikke kunne mødes af kommunen og at det er årsagen til, at Helsingør er droppet til fordel for Holbæk Havn. 

- Der er tale om årligt godt halvanden mio. kroner og dertil kommer kaptajns-funktionen, der med døgnvagt koster årligt ca. en million kroner. Vi skulle kunne hente skibe ude på Sundet morgen, aften og nat. Derudover kræver den type bugsering et særligt velegnet fartøj. Det ejer vi ikke, så det skulle vi også ud at købe. Men skibene er altid velkomne her i Helsingør, når de er på sommertogt, tilføjer havnechefen.

Helsingør Dagblad har kontaktet direktør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte, men hun ønsker ikke at kommentere Nationalmuseets beslutning.

Ulla Tofte har tidligere gjort et stort stykke arbejde for at formidle kontakten mellem Nationalmuseet og Helsingør Kommune for at få museumsskibene til havnen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083