23948sdkhjf

Industrien skeler sultent mod olien i Nordsøen

Der er tre milliarder tønder olie tilbage i Nordsøen. Trods færre indtægter til staten glæder industrien sig
En ny nordsøstrategi viser, at der er tre milliarder tønder olie tilbage i Nordsøen, der kan udvindes.

Mens statens indtægter fra olien er faldet betragteligt de seneste år, mener industrien, at man bør gå efter at indvinde det hele.

Olien skaber ifølge industrien velstand og arbejdspladser. Staten vil på et tidspunkt igen høste frugterne af Danmarks naturressourcer.

- Vi skal selvfølgeligt producere det potentiale, der er i Nordsøen. Det vil sikre arbejdspladser, selvforsyning og velfærd for Danmark, siger Martin Næsby, direktør for brancheforeningen Olie Gas Danmark.

Ifølge rapporten har Danmark siden 1970'erne tjent over 400 milliarder kroner på olien. De sidste år har stigende produktionsomkostninger og en faldende oliepris dog sendt provenuet ned på 1,5 milliarder kroner.

Alligevel mener Olie Gas Danmark, at det kan betale sig for staten fortsat at fokusere på olien.

- Der vil være også fremadrettet betydelige bidrag til den danske stat. Vores beregninger viser, at hvis man udnytter potentialet fuldt ud, så vil der være 238 milliarder kroner at hente for statskassen.

- Samtidig er det vigtigt, at vi ikke er afhængige af andres energi, siger Martin Næsby.

Både Olie Gas Danmark og Dansk Industri er enige om, at indvindingen er miljøpåvirkningen fra tre milliarder tønder olie og gas værd.

- Det er vigtigt at understrege, at naturgas er det reneste fossile brændsel, vi har.

- På den helt lange bane skal vi være fri for fossile brændstoffer, men der er ingen tvivl om, at naturgassen bliver central for os i mange år endnu. Derfor skal vi også producere den og bruge den, siger Troels Ranis, branchedirektør i Dansk Industri.

Brancheforingen Danske Rederier har flere af de rederier, der servicerer Nordsøen, under sig. Her glæder man sig også over udsigten til fortsat olieproduktion.

- Vores medlemmer står klar til at levere de maritime services, der skal til for at udbygge og servicere infrastrukturen i Nordsøen. Både når det gælder olie og gas, samt havvind.

- Danske offshore rederier skaber alene i dag over 1000 job både til søs og på land i hele Danmark, og med regeringens nye strategi er der potentiale for flere, skriver administrerende direktør Anne H. Steffensen i en kommentar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093