23948sdkhjf

Selfinvest henter kvart milliard trods pressede markeder

Spredningen af aktiviteterne i Torben Østergaard-Nielsens koncern Selfinvest viser endnu engang sit værd

Krisen i shippingbranchen kan mærkes i Middelfart-baserede Selfinvest, der rummer Torben Østergaard-Nielsens globale shippingkoncern United Shipping & Trading Company (USTC). Det skriver USTC i en pressemeddelelse.

Resultatet efter skat var halveret fra 408 mio. kroner i 2015 til 201 mio. kroner sidste år. Trods tilbagegangen betegnes resultatet ”acceptabelt og fornuftigt”.

- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende at skulle affinde sig med tilbagegang i resultatet. Men når vi tager de udfordrende markedsvilkår i betragtning og skeler til konkurrenternes resultater, så afslutter vi 2016/17 på fornuftig vis, siger eneejer og administrerende direktør, Torben Østergaard-Nielsen.

- Uden at blive for filosofisk tør jeg godt sige, at branchen befinder sig på oprørt hav som aldrig før. At navigere igennem det kræver skarp fokus samt konstant søgen efter de muligheder, der trods alt stadig er i markedet, fortsætter han.

Flere rekorder i koncernen
I løbet af det forgangne regnskabsår har Bunker Holding, der stadig udgør den største del af omsætningen og indtjeningen i USTC, formået fortsat at levere gode resultater. Modsat flere af selskabets konkurrenter har Bunker Holding i årets løb både åbnet nye kontorer og øget antal solgte ton og dermed opnået en mærkbar forøgelse af selskabets markedsandel. 

Tankskibsrederiet Uni-Tankers og dets datterselskab Uni-Chartering har i årets løb været udfordret af et marked i frit fald. Stigende oliepriser kombineret med fragtrater, der faldt markant, har betydet røde tal på bundlinjen. Med en forventning om at det svage marked igen vil rette sig, fortsætter Uni-Tankers optimeringen af både flåde, arbejdsprocesser og administration og er i gang med implementering af ny strategi for selskabet. 

Bedre så det ud i Shipping.dk gruppen, som afsluttede året med det bedste resultat i selskabets historie. Strategien lyder fortsat på vækst, både organisk og ved opkøb, og Shipping.dk har i årets løb købt to selskaber, der er med til at styrke aktiviteterne i Norden. Samtidig udbygges paletten af ydelser for yderligere udvidelse af kundekredsen. 

Global Risk Management, der er leverandør af kundetilpassede fastprisaftaler på brændstof, leverede dets bedste resultat nogensinde. 

USTC-gruppens IT-virksomheder, der er samlet under IT Holding, leverer endnu en gang et flot resultat. I årets løb er virksomheden it-Craft A/S tilføjet porteføljen, således at IT Holding gennem selskaberne Outforce, MindZet og it-Craft tilbyder kunderne en bred vifte af services inden for infrastruktur og hosting..

I moderselskabet Selfinvest har fokus været rettet mod udarbejdelse af overordnet strategi samt videreudvikling af investeringsaktiviteterne, der i årets løb har opnået det bedste resultat nogensinde. Samtidig har Selfinvest udvidet aktiviteterne med etablering af Selected Car Group, der beskæftiger sig med leasing af biler og salg af investeringsbiler samt event- og mødeaktiviteter i spændende rammer.

 

Selfinvest
mio. kr. 2016/17 2015/16
Omsætning 46.065 40.103
Resultat før skat 264 480
Resultat efter skat 201 408
Egenkapital 3.759 3.466
Soliditetsgrad 34,2 % 41,2 %
Gns. antal ansatte 1.585 1.490
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2017.

Kilde: Selfinvest

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095