23948sdkhjf

Ny færge giver plads til de lange

Molslinjen har designet sin nyeste superfærge med tanke på lastbiler. Det giver plads til, at de helt lange modulvogntog kan køre forlæns ind og forlæns ud

Et modulvogntog kan erstatte to almindelige lastbiler. Udover at gavne miljøet og trafiksikkerheden, så øger vogntoget også vognmandens effektivitet.

Men selvfølgelig kun hvis vogntoget rent faktisk når frem til tiden og ikke skal holde i kø på motorvejen. Her er vandvejen over Kattegat en hjælp.

Det var derfor en spændende aften på havnen i Aarhus, da et 25 meter langt modulvogntog forleden skulle teste Molslinjens nyeste superfærge, 'Express 3'.

- Vi har ændret i design på færgens vogndæk og simpelthen fjernet en række søjler midt i skibet. Det giver plads til, at også de helt lange modulvogntog kan køre rundt på vogndækket, fortæller Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Det var en chauffør fra Frode Laursen A/S, der beviste, at det også i praksis er muligt at komme rundt på færgen i et langt modulvogntog – og han fik i første forsøg det tredelte vogntog rundt på vogndækket.

- Det er en klar forbedring, at vi nu kan køre forlæns på og af færgen, og det betyder, at den bliver et godt alternativ til at køre ad den i forvejen overfyldte E45, siger Brian Jørgensen, direktør i Road Danmark hos Frode Laursen A/S.

- De tre store hurtigfærger skaber timedrift for lastbiler, og indsættelsen af den nye færge er perfekt timing i forhold til trængslerne på motorvejene. Vi glæder os over, at nye fragtmænd finder vejen over Kattegat attraktiv, og at chaufførerne lettere kan fragte varer mellem Aarhus og København uden at holde i kø, slutter Jesper Skovgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.348