23948sdkhjf

Hvad kan man arbejde med i de maritime virksomheder?

Maritime Network Frederikshavn (MNF) afholder for andet år Maritim Karrieredag på Frederikshavn Havn den 23. maj.

Målet er at hjælpe unge mellem 14-20 år - og deres forældre - med at blive klogere på, hvad der findes af spændende uddannelses- og karrieremuligheder i den maritime branche.

- Vi ønsker på dagen at vise hele paletten af muligheder som en maritim uddannelse kan bære med sig. Både på kontoret, i produktionen og i serviceafdelingen. Vi har i Frederikshavn mange spændende maritime arbejdspladser med globalt perspektiv og gode karrieremuligheder både for piger og drenge, og det ønsker vi at give vores lokale unge og deres forældre et indblik i. Mange ved det måske ikke, men lønnen for ansatte i Det Blå Danmark, som man kalder den maritime branche, ligger faktisk væsentligt højere end gennemsnittet, siger Christina Ørskov fra Orskov Yard, der sidder i MNF’s bestyrelse. 

Action og oplysning
På dagen kan de fremmødte opleve en række maritime virksomheder, hvor de kan møde andre unge under uddannelse. De kan også se nærmere på Skoleskibet Danmark og et af Forsvarets skibe. For de modige vil der være maritim action med brandøvelser, eller mulighed for at tage med Martec en tur i en fritfaldsbåd. Naturligvis kan man også møde de maritime uddannelsesinstitutioner på pladsen. 

- Vi har folk stående klar ved indgangen til pier 3, som byder velkommen og udleverer kort med informationer om, hvilke virksomheder der holder åbent samt tider for shuttlebus med videre. Vi håber at få et stort fremmøde af interesserede unge og forældre, som vil snuse til mulighederne i det maritime erhverv, siger Christine Lunde, administrerende direktør i Marcod, der er sekretariat for MNF og med til at arrangere dagen.

Maritim Karrieredag er blot ét af flere initiativer og events, som MNF i samarbejde med Marcod med flere har søsat for at brande det maritime erhverv og kunne rekruttere fremtidens arbejdskraft.

Kilde: Marcod

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.271