23948sdkhjf

Elfærger sejler med strømmen

Battericontainere gør det muligt, at den første Øresund-færge fra sommer sejler på strøm. Ærø-færge kommer med fra 2018

Dieselmotorerne vil være slukket, når færgen 'Tycho Brahe' til juni bliver genindsat på den trafikerede rute mellem Helsingør og Helsingborg.

Fra sommersæsonens start i juni vil HH Ferries' 8414 tons tunge færge nemlig sejle på strøm fra vindmøller og vandkraftværker i stedet for dieselolie, da den er blevet ombygget og har fået installeret batterier.

Det samlede CO2-udslip vil blive reduceret med 60 procent, når både 'Tycho Brahe' og søsterfærgen 'Aurora', som skal gennem samme ombygning til efteråret, er tilbage i drift.

Og det glæder Henrik Rørbæk, der er administrerende direktør for HH Ferries Group.

- Processen med at ombygge til batterier er lige nu i sin afgørende fase. Vi vil reducere vores miljøpåvirkning, og det her vil have positive konsekvenser for hele Øresund, siger han.

Robotarm griber fat
Mellem færgernes skorstene kommer der til at stå fire containere, som rummer batterierne.

Hver gang færgen lægger til kaj, vil en robotarm række ud og gribe elkablet i skibssiden. Og på blot fem til ni minutter vil ladestationen tilføre 1200 kWh, hvilket svarer til en families elforbrug i omkring tre måneder.

Om alle rederiets fem færger vil sejle på miljøvenlig el om nogle år, vil tiden vise, fortæller Henrik Rørbæk.

- Inden vi træffer beslutninger om fremtiden, skal vi gøre os nogle vigtige erfaringer. Vores fokus er lige nu på at få færgerne sikkert på havet, siger han.

Investering på en lille kvart milliard
På verdensplan er færgerne blandt de første, som sejler udelukkende på batteri på en intensiv rute. HH Ferries har investeret knap 231 mio. kroner i fartøjerne, som vil producere mindre røg og støj på sundet.

At skifte olie ud med el er et skridt i den helt rigtige retning, mener Michael Henriques, der er chefkonsulent hos DTU Transport og arbejder med skibes forurening.

- Det er en god idé at sejle på el. Energi fra vand, vind og solen sker helt uden at belaste miljøet.

- Det vil også have en klart positiv effekt for miljøet i de byer, hvor færgerne lægger til, siger han.

Søby Værft bygger på elfærge
Den grønne bølge er også skyllet ind over Ærø. Her bygger Søby Værft verdens kraftigste elfærge ved navn 'Ellen'. Hun vil stå færdig i februar 2018.

Sejladsen mellem Ærø, Als og Fyn har været en væsentlig kilde til forurening, fortæller Roar Falkenberg, der er direktør for værftet. Han ser derfor frem til, at den nye færge vil gavne miljøet.

- Lige nu bygger vi skroget, og til efteråret bygger vi batteripakken. Færgen er spændende, fordi al energien vil komme fra vindmøller, så der er intet CO2-udslip.

- Drømmen er at være fuldstændig CO2-neutral og grøn i fremtiden. Vi prøver at være med fra starten, siger han. 

Hybrider mange steder
Grønne hybridfærger søsættes også flere andre steder i landet, fortæller Søren Adsersen, der er formand for Småøernes Færgeselskaber, som repræsenterer 36 rederier.

Hybridfærgerne sejler på diesel, men kan lagre den energi, som produceres, når motoren drejer. Energien kan så bruges til skibets fremdrift eller lys og varme ombord.

Venø-færgen er landets første hybride ø-færge og kom på havet i april i år. Og fem andre skibe er nu under ombygning til hybridfærger.

/ritzau/ 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.231