23948sdkhjf

Danske Maritime tror fortsat på maritim montørordning

Brancheforeningens direktør har ikke opgivet håbet om en maritim montørordning, selv om erhvervsminister Brian Mikkelsen anser det for meget tvivlsomt, at EU vil give grønt lys for ordningen
Jenny Braat, adm. direktør for Danske Maritime, tror fortsat på, at det kan lade sig gøre at nå i mål med en maritim montørordning.

Regeringen i form af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har ellers rejst tvivl, om, hvorvidt det er muligt at få EU-Kommissionens godkendelse af forslaget om at give skatterabat til teknikere, der udsendes på skibe rundt om i verden.

Men hos Danske Maritime er man overbevist om, at der kan findes en løsning, siger Jenny Braat til Søfart.

- Vi har jo talt med eksperter og har selvfølgelig også selv vurderet det. Og vi er sådan set fra vores side ikke i tvivl om, at det er muligt at lave en ordning. Det er så også mit indtryk, når man taler med folk i Vækstteamet - også med Brian Mikkelsen for den sags skyld – at intentionen med at lave en montørordning er 100 procent til stede. Og når den er det, så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi nok også skal nå i mål med det, og at det her så bare er nogle krusninger på vejen, siger Jenny Braat.

Hun ærgrer sig over den drejning, debatten om montørordningen har taget på det seneste, når det gælder vanskelighederne med at få forslaget godkendt i EU.

- Jeg synes det er ærgerligt, for jeg synes ikke, det er det, der skal være fokus på. Fokus bør være på, hvordan får vi løftet det her igennem EU på en god måde, således at man lever op til reglerne, samtidig med at vi får skabt en ordning, således at vi har muligheder for at indhente den viden, vi skal bruge i den maritime industri.

Men ministeren har jo oplyst, at han skrevet til Kommissionen, og at det svar de har givet, ikke er særlig lovende i forhold til at få ordningen igennem?

- Nu har jeg ikke set, hvad han har skrevet. Men jeg ved, at hvis man sætter sig ned og skruer en ordning sammen på fornuftig vis, så er jeg helt sikker på, at det er muligt. Det siger folk, der har forstand på statsstøtteret i EU. Og det er det, jeg vælger at holde mig til. Vi har også sagt til ministeriet, at vi selvfølgelig vil samarbejde tæt omkring det her, således at vi sikrer os, at vi får udarbejdet en model, som er acceptabel for EU, og som også giver os de muligheder, som vi har brug for herhjemme.

Så du har ikke opgivet håbet?

- Meget langt fra, siger Jenny Braat.

Brian Mikkelsen sagde i fredags, da regeringens blå Vækstteam præsenterede sine anbefalinger, at han som udgangspunkt er positiv overfor idéen med en maritim montørordning.

- Men de meldinger, vi får fra Kommissionen er, at det er meget meget tvivlsomt, om vi kan få lov til at gøre det, fordi de mener, det er konkurrenceforvridende i forhold til andre erhverv. Meldingen fra Bruxelles er, at det bliver meget, meget vanskeligt. Men vi vil forsøge, for jeg synes det er en god idé, sagde ministeren til Søfart.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109