23948sdkhjf

Tidligere Norden-topchef vinder opkøbsstrid

Den norske skibsreder John Fredriksen har lidt nederlag i sit forsøg på at forpurre handel mellem tankrederiet DHT og BW Group, som Carsten Mortensen er CEO for
Carsten Mortensen, tidligere topchef for det børsnoterede danske tørlastrederi Norden, er gået sejrrigt ud af et retligt slagsmål med den norske skibsreder og Norges rigeste mand, John Fredriksen.

Sidstnævnte har forsøgt at blokere det Oslo-drevne tankrederi DHT Holdings overtagelse af hele BW Groups flåde på 11 supertankere (VLCC’er).

Handlen til en værdi af 538 mio. dollars vil samtidig gøre BW Group, hvor Carsten Mortensen er topchef, til ny storaktionær i DHT med en ejerandel på 33,5 pct.

Men John Fredriksen har med alle midler forsøgt at spænde ben for handlen, da hans eget rederi Frontline selv forgæves har forsøgt at overtage konkurrenten.

Højesteret i New York, hvor DHT er noteret på fondsbørsen, har imidlertid afvist Frontlines forsøg på at blokere handlen. Det fortalte Carsten Mortensen torsdag ifølge flere medier.

– Vi foretrækker ikke at kommentere igangværende retssager, men jeg kan oplyse, at The Supreme Court of the State of New York i går afviste alle Frontlines forsøg på at blokere DHT/BW-transaktionen, udtaler Carsten Mortensen, der siden 2015 været topchef i det Singapore-baserede BW Group.

Transaktionen fortsætter

Carsten Mortensen, som tidligere også var formand for Danmarks Rederiforening, siger videre, at transaktionen vil fortsætte som planlagt, og at det første skib faktisk er leveret til DHT torsdag, og at de resterende vil følge hurtigt efter.

Kampen om at overtage BW Groups flåde af supertankere har stået på siden januar, hvor Frontline varslede planen om at købe DHT og dermed skabe verdens suverænt største tankrederi. Men købstilbuddet blev afvist af DHT’s bestyrelse, som også sagde nej til et forhøjet bud i februar.

Ifølge norske medier har DHT’s bestyrelse siden afvist et tredje købstilbud, som i sidste omgang blev løftet til en præmie på 16,7 pct. i forhold til markedsværdien. Frontlines advokater mener, at DHT-bestyrelsen dermed har forhindret tilbuddet i at nå aktionærerne, og Frontline har derfor forsøgt at bremse handlen for at tvinge parterne til forhandlingsbordet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094