23948sdkhjf

Tidligere OW Bunker-chef kræver erstatning i mafiasag

Lars Bohn var varetægtsfængslet i et halvt år i sag om svindel med olieleverancer. Nu er sigtelsen droppet
Den tidligere chef for OW Bunkers salg af olie til de globale offentlige kunder, Lars Bohn, kræver nu et millionbeløb i erstatning efter endegyldigt af være sluppet ud af de italienske og danske myndigheders kløer. 
 
Det skriver Børsen. 
 
Bohn blev i december 2014 varetægtsfængslet af Bagmandspolitiet i Danmark efter anmodning fra de italienske myndigheder. De mistænkte Bohn for at have medvirket til svindel med fiktive olieleverancer for 55 mio. kroner til den italienske flåde.
 
Justitsministeriet besluttede dengang, at Lars Bohn skulle udleveres til Italien. 
 
Bohn bedyrede imidlertid sin uskyld og strittede imod, da de hovedmistænkte var tilknyttet mafiaorganisationen Mafia Capitale i Rom. Bohn frygtede derfor for sit liv, hvis han skulle vidne i sagen. 
 
Krav om millionerstatning
Men ifølge en skrivelse fra anklagemyndigheden i Rom, som Børsen er i besiddelse af, har italienerne nu endegyldigt vurderet, at Lars Bohn ikke har været medvirkende til den påståede svindel. 
 
- Vi kommer til at kræve et millionbeløb i erstatning. Ikke blot for tort for uberettiget fængsling, men også for den tabte arbejdsfortjeneste, siger Niels Henrik Kromann, der er Lars Bohns advokat.
 
Hos Bagmandspolitiet oplyser stabschef Esben Haugland, at man fortsat afventer at høre, hvad Lars Bohns advokat måtte kræve i erstatning.
 
- Vi har ikke taget stilling til eventuelle erstatningskrav i sagen. Hvis Lars Bohns advokat mener, at hans klient har et krav mod Bagmandspolitiet, behandler vi selvfølgelig det krav, skriver Esben Haugland i et mailsvar.
 
/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094