23948sdkhjf

OW Bunkers tidligere topchef er død

Forhenværende direktør i det skandaleramte OW Bunker Jim Pedersen er død. Han blev 57 år gammel.

Jim Pedersen, tidligere topchef i det skandaleramte olieselskab OW Bunker, er død. Det bekræfter hans advokat, John Korsø Jensen, over for Finans.

Advokaten fortæller til Finans, at Jim Pedersen, der blev 57 år, er død efter længere tids sygdom.

Han boede i Hals i Nordjylland og efterlader sig to børn og en samlever.

Jim Pedersen var blandt de sigtede i skandalesagen om OW Bunker.

Han stod bag den succesrige børsnotering af selskabet i foråret 2014, hvor OW Bunker gik på børsen med en værdi på fem milliarder kroner.

Dengang talte Jim Pedersen optimistisk om, at selskabet kunne fordoble sin markedsandel og levere endnu mere brændstof til verdens skibe.

Men allerede et halvt år efter fik investorerne et chok, da selskabet gik konkurs.

Kæmpe erhvervsskandale 
OW Bunker havde fejlspekuleret store summer i olieprisens udvikling og blev samtidig ramt af, at man havde store udeståender hos en enkelt kunde i Dynamic Oil Trading, som ikke blev betalt.

Derfor trak datterselskabet så meget på OW Bunkers kassekredit, at selskabet til sidst bukkede under.

Der er tale om en af de største erhvervsskandaler i nyere tid.

Efterforskning stadig i gang
Sagen er mundet ud i et omfattende juridisk efterspil, hvor den tidligere ledelse og den tidligere ejer, Altor, er blevet stævnet af vrede investorer, ligesom også konkursboet har lagt sag an.

Dertil kommer, at Bagmandspolitiet stadig efterforsker, om der blev begået noget decideret kriminelt i forbindelse med OW Bunkers kollaps, skriver Finans.

Jim Pedersen kom til Wrist Group, som O.W. Bunker senere blev spaltet ud af, i 1997, og var før det i Shell, Texaco og Dong Energy.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078