23948sdkhjf

Rederiforening: Blå vækst i hele Danmark

Det er både til glæde og til gavn, når man ser Dannebrog på skibe rundt om i verdens stræder og havne, mener Danmarks Rederiforening og DFs Hans Kristian Skibby
KOMMENTAR Det Blå Danmark er et vigtigt eksporterhverv for Danmark, som faktisk står for hver fjerde eksportkrone.

Men søfarten har en anden og endnu mere håndgribelig betydning i en række kommuner, som har stolte, maritime traditioner. Faktisk bor hver anden sømand i det, som Skat har kaldt yderkommuner – tag kommuner som Frederikshavn, Hjørring, Samsø, Ærø, Svendborg, Bornholm eller Lolland og Guldborgsund. Alle steder er søfarten vigtig for beskæftigelsen, og det gælder uanset, om selve rederiet ligger i Horsens, Hirtshals eller Hellerup.

De danske søfolk bor nemlig ofte i disse kommuner. Dels er mange af de maritime uddannelser her, og søfolkene stifter familie i nærheden, dels kan man koble en fornuftig pris med attraktiv natur og omgivelser, især fordi sømanden typisk kun pendler til job en gang om måneden. Så betyder det mindre med to timer ekstra på færge og i tog.

Det er væsentligt, at der er aktivitet og beskæftigelse til folk i hele Danmark. Derfor er søfarten vigtig – især set i lyset af, at der er mulighed for flere job på sigt. Det kræver fornyet vækst, og vi ser begge med spænding frem til buddene fra det maritime vækstteam, som regeringen har nedsat, og som snart kommer med anbefalinger. Her bør der blandt andet være fokus på to ting, nemlig uddannelse og beskæftigelse.

Det er oplagt, at vi får styrket mulighederne på begge fronter, således at vi når det fælles mål om en stærk, maritim tilstedeværelse på jobfronten i Danmark. Hvad angår uddannelse, ser vi det som en nødvendig ambition for vækstteamet, at både mængde og kvalitet af de maritime uddannelser styrkes. Vi skal sikre en solid fødekæde af dygtige danske søfolk.

Hvad angår beskæftigelse, kræver det konkurrencedygtige rammer. Her er vi enige om, at det er en udfordring, at en række danske offshore-skibe er ringere stillet skattemæssigt end deres konkurrenter. Det bør vækst­teamet adressere, men det er kun første skridt.

Den maritime vækstpakke, som regeringen har varslet efterfølgende, bør rumme et finansieret bud på, hvordan vi ligestiller skatte­vilkårene for de danske offshoreskibe. Det haster med en løsning, som både tilgodeser søfolk og rederier, for alternativet er, at vi sætter en dansk styrkeposition over styr.

Øgede ambitioner for uddannelse af danske søfolk og skattemæssig ligestilling af de offshoreskibe, som i høj grad beskæftiger dem. Det er to elementer, som en kommende vækstplan bør rumme. Vi glæder os derfor til både vækstteamets og regeringens varslede vækstudspil. Det er en oplagt vej til vækst i hele landet.

Kilde: Danmarks Rederiforening

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084