23948sdkhjf

Mærsk og regeringen afviser ny aftale om Nordsøolien

Det passer ikke helt, når Berlingske Business skriver, at regeringen og A.P. Møller-Mærsk har en ny rammeaftale for produktion af olie og gas i Nordsøen klar

Både Finansministeriet og Maersk Oil fortæller, at aftalen fortsat er genstand for forhandlinger og dermed ikke klar til offentliggørelse eller godkendelse i Folketinget, som avisen skrev tidligere onsdag med henvisning til anonyme kilder.

- Det er ikke korrekt. Der forhandles stadig med parterne, skriver Finansministeriet via Twitter, og til borsen.dk fortæller kommunikationschef Adam Newton fra Mærsk det samme.

Parterne forhandler om nye skattevilkår, som Maersk Oil har krævet for at lægge de milliardstore investeringer, der skal til for at genopbygge det store og vigtige Tyra-gasfelt.

Tyra-feltet har været en hovedpine for både Mærsk og regeringen, fordi det efter tre årtiers produktion er nedslidt og står på usikker grund, så der kræves enorme investeringer for at holde det i drift. Udover en væsentlig produktion fra selve feltet spiller det en nøglerolle, fordi mere end 90 pct. af den danske naturgas fra Nordsøen bevæger sig gennem feltet på vej mod land.

Sidste år meddelte Maersk Oil, at feltet vil lukke ned i oktober 2018, med mindre der findes en ny rammeaftale med mere gunstige skattevilkår fra den danske stat.

Der blev i første omgang meldt om en forhandlingsdeadline ved nytår, men samtalerne mellem regeringen og Maersk Oil - der har krævet gunstigere økonomiske vilkår for at foretage investeringerne - er fortsat.

Maersk Oil er operatør på Tyra-feltet og ejer 31,2 procent af rettighederne via sit delejerskab af DUC, Dansk Undergrunds Consortium, hvor staten sidder på 20 procent.

/Ritzau/Finans

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079