Kompensation for svensk ID-kontrol
Kompensation på vej til de transportører, som udfører ID-kontrol ved den dansk-svenske grænse. Danmarks Rederiforening mener, der er smartere måder at udføre kontrollen på
Fra dansk side har man valgt ikke at aktivere muligheden, men i stedet nøjes med en midlertidig grænsekontrol udført af myndighederne. Det står i kontrast til den svenske beslutning om at gøre brug af transportøransvaret. Det har kostet dyrt i forhold til mobilitet og passagertal for især toge og busser, og samtidig har den svenske stat nu afsat foreløbig 139 mio. svenske kroner til kompensation i år. Det skriver Danmarks Rederiforening.
- Man skal kunne dokumentere, at det er direkte udgifter som følge af id-kontrollen. For eksempel til personale. Og så kan man søge om kompensation. For vi ved godt, at det indebærer store gener. Også for pendlerne, siger Anna Johansson, svensk infrastrukturminister til DR fredag morgen.
Den nærmeste konkurrent er friholdt
Det glæder Danmarks Rederiforening, at man fra svensk side har valgt at kompensere eksempelvis færgerederierne for deres indsats. Der er nemlig investeret massivt i en velfungerende kontrol ved færgerne – og det koster. Det gode er, at kunderne næsten ikke oplever gener ved ID-kontrollen. Ikke desto mindre gør det ondt på bundlinje, især fordi de svenske myndigheder har valgt at forestå kontrollen for færgernes oplagte konkurrent, Øresundsbroen, som dermed ikke har gener af kontrollen.
- Vi har i lighed med vores svenske søsterorganisation fastholdt, at den svenske regering bør kompensere for den midlertidige kontrol, som blandt andet færgerederierne udfører. Det er jo åbenlyst en ekstra udgift, som man tilmed politisk har besluttet at friholde den nærmeste konkurrent broen for. Derfor er kompensation en nødvendighed, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
Hvorfor er der kontrol af kontrollen?
I brancheorganisationens optik må næste være at overveje, om der er den rette sammenhæng mellem mål og midler, når man laver grænsekontrollen:
- Så vidt jeg kan se, har der har været en sammenlignelig effekt af både den danske og den svenske kontrol til trods for, at man fra dansk side ikke har aktiveret transportøransvaret. Den danske regering fortjener i den forbindelse ros for, at man har en tæt kobling mellem mål og midler, siger Jakob Ullegård og fortsætter med fokus på selve afviklingen af ID-kontrollen:
- Vi udfører selvfølgelig den politisk besluttede kontrol, men optimalt set indrettes den smartere. I dag er der rederiernes kontrol på dansk side, og så en kontrol af kontrollen, når man kører i land i Helsingborg i Sverige eller i Kristiansand i Norge. Tager du ned til den Engelske Kanal, så foregår den britiske paskontrol på fransk jord og kun en gang et sted. Det kunne man oplagt også gøre ved Øresund og Skagerrak, men det kræver en mere fælles tilgang fra de nordiske regeringer, afslutter han.
Kilde: Danmarks Rederiforening