23948sdkhjf

Desmi på opkøb

1. januar 2017 overtager Desmi automationsvirksomheden CS Electric Nord

CS Electric Nord er hjemmehørende i Aalborg og har aktuelt fire medarbejdere. De flytter til Desmis automationsafdeling i Nørresundby. Det oplyser Desmi i en pressemeddelelse.

- Vi har igennem flere år arbejdet med automationsløsninger i forbindelse med salg af vores pumpesystemer. Med overtagelsen af CS Electric Nord tilføres yderligere kompetencer specielt inden for spændingsanalyse og aktive filtre. Vores kunder, især i den maritime sektor, er i flere år blevet serviceret med automationsløsninger, og vi har fået opbygget en afdeling, der hjælper, rådgiver, projekterer og installerer disse løsninger, siger administrerende direktør i Desmi, Henrik Sørensen.

- Markedet for automation inden for det maritime i kombination med pumpedrift er i vækst – også i andre sektorer, herunder blandt andet den industrielle sektor, hvor vi tilsvarende møder et voksende behov for kompetencer inden for styring og automation. Med overtagelsen af CS Electric Nord styrker vi generelt vores platform og kompetencer betydeligt, fortsætter han.

CS Electric Nord bringer kompetencer med ind i Desmi fra såvel den maritime branche som landbaserede løsninger. Direktør i CS Electric Nord, Steen Jørgensen, udtaler:

- Vi glæder os til at blive en del af et større team, der arbejder på tværs af flere segmenter og flere lande. Desmi har en lang historie, og vi er stolte af at blive en del af et stærkt team. Med vore fælles kompetencer vil vi være med til at sikre et niveau, der til fulde matcher fremtidens krav inden for automation. Alle igangværende opgaver færdiggøres som planlagt, og fremadrettet står en endnu stærkere organisation klar til at servicere vores kunder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078