23948sdkhjf

Konkursadvokat i OW Bunker rejser krav på 2,2 milliarder

Specialkuratoren i OW Bunker anbefaler at føre to erstatningssager. Konkursboet mangler dog penge til sagerne

Konkursadvokaterne i OW Bunker varmer op til det, der ligner danmarkshistoriens største erstatningskrav i en konkurssag.

Specialkurator Søren Halling-Overgaard vil føre to erstatningssager på samlet 2,2 milliarder kroner mod kapitalfonden Altor, den tidligere revisor Deloitte og den tidligere koncernledelse med administrerende direktør Jim Pedersen i spidsen.

Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Sagerne ventes fordelt med et erstatningskrav på 1,2 milliarder kroner mod Altor, fordi kapitalfonden i december stod i spidsen for at trække et tilsvarende beløb ud af OW Bunker.

Det andet krav på en milliard kroner skal rejses mod Deloitte og den tidligere koncernledelse og aktionærkreds.

Søren Halling-Overgaard, ønsker ikke at kommentere sagen over for Jyllands-Posten, men advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, der har udpeget ham som kurator, bekræfter, at søgsmålene er på trapperne.

- Vi har været ud at spørge kreditorerne om finansiering, og i løbet af få dage forventer vi at have et overblik, siger John Sommer Schmidt, partner i Gorrissen Federspiel, til Jyllands-Posten.

Der er fire konkursramte selskaber i den gamle OW Bunker-koncern, der kan gøre kravet gældende.

Umiddelbart er der dog kun penge i kassen til at føre erstatningssager i det ene selskab - OW Supply & Trading.

Derfor har kuratorerne været nødt til at spørge kreditorerne, om de vil spytte i kassen.

Hvis ikke kreditorerne hjælper, bliver det nødvendigt at skære sagerne til.

I den forbindelse er kuratorerne udfordret af, at alle kreditorer skal have del i de penge, som kommer i kassen i retssagerne.

Hvis en kreditor vælger at tage risikoen og finansiere sagerne, stilles han dermed ikke bedre end sidemanden, som ikke bidrager til finansieringen.

- Hvis man vinder sagen, så findes der ingen regler om, at nogen skal fortrinsret til provenuet, siger Kim Sommer, professor i konkursret på Aarhus Universitet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094