Hirtshals Yard bevæger sig ind på nyt nicheområde
Når skibe losser og laster gods, så lukker de samtidig ballastvand ind eller ud for at stabilisere skibet til den kommende sejlads. En ny konvention, som blev ratificeret i september 2016, betyder, at skibe i denne kategori fra september 2017 skal have et anlæg ombord, der kan rense ballastvandet. Reglerne for hvornår de nye anlæg skal installeres er første gang, skibet skal i dok, efter konventionen er trådt i kraft. Det skriver Hirtshals Hav på sin hjemmeside.
- Installation af rensningsanlæg er et nyt forretningsområde for Hirtshals Yard, og vi regner med, at det vil give os opgaver både udenlands og her på vores faciliteter langs kaj ved Hirtshals Havn. Vi har allerede haft en montør med ude på opgaver for at blive lært op i arbejdet omkring installation af rensningsanlæggene. Og derudover, så har vi har været med det koreanske firma Panasia rundt i Danmark og tale med rederier omkring de muligheder og løsning vi kan tilbyde, siger administrerende direktør ved Hirtshals Yard, Rasmus Brohus.
Hirtshals Yard har agentur for netop Panasia, som leverer systemet GloENPatrol. Panasia er blandt verdens førende inden for teknologien omkring anlæg med filtrering og UV-lys. Systemet er meget tæt på også at blive godkendt af USCoastguard som et af de første. Foruden rensning af ballastvandt, så gør det system, som Panasia og Hirtshals Yard tilbyder, det også muligt at minimere sedimentdannelse i ballasttankene, hvilket betyder færre omkostninger og mindre vedligehold i forbindelse med rengøring af tankene.
Hirtshals Yard blev etableret i 2012 og har fokus på blandt andet fiskefartøjer, supplyfartøjer, flådefartøjer, fragtskibe, slæbebåde og fiskerikontrolskibe. Hirtshals Yard har en god geografisk placering i forhold til det nordeuropæiske marked, og har kunder fra både Danmark, Norge, Sverige, England, Skotland, Irland, Færøerne og Shetlandsøerne. Værftet råder over en overdækket flydedok, som gør det muligt at arbejde under alle vejrforhold - dokken er 82 meter lang og har en løftekapacitet på 2.300 tons.
Kilde: Hirtshals Yards