Diplomat til søs
UGENS PROFIL: Martin Engelhardt sejler som chef for Søværnets sejlkuttere og hjælper de unge på vej. Samtidig er han en del af det danske diplomatkorps
Martin Engelhardt på åbent hav ud for Portugal. Foto: Ebbe Fischer
Men pt. er de to flotte sejlskibe på vej mod Caribien på et togt, der i høj grad - også - har en diplomatisk karakter.
Søfart var med et par novemberdage i portugisisk farvand, og vi interviewede kaptajn Martin Engelhardt om den diplomatiske mission på dækket, lige efter vi var stævnet ud fra Porto.
- Som søofficer er man i lige så høj grad diplomat, når man kommer ud i verden og skal varetage interesser og relationer til vores samarbejdspartnere og de andre flåder, siger han.
- Som alle andre skibe med orlogsflag er vi også et krigsskib. Det portugisiske patruljefartøj i havnen, som vi netop har forladt, har vi for eksempel haft lidt med at gøre, og som du så, sejlede de ud for at sige farvel.
Hvordan foregår diplomatiet i praksis?
- Det er sådan, at når man kommer ind i en havn, hvor der ligger et fremmed orlogsskib, så tager man på visit derovre, og visitten bliver gengældt. Når vi nu kommer til Lissabon, skal jeg op og aflægge officiel melding hos Lissabons kommandant, altså kommandanten for flådestationen dernede, forklarer Martin Engelhardt og uddyber:
- Portugal er jo et NATO-land lige som Danmark, og det er også en stor og stolt gammel flådenation. Der er er en forventning om, at man aflægger de her besøg og plejer omgang med hinanden. Et krigsskib har jo alle dage også været et diplomatisk værktøj, som man har sendt ud. Det synes jeg er en rigtig spændende del af den gerning, som det er at være søofficer i Søværnet.
Er det nok at vise flaget?
- Det kan godt være, det er en floskel, men det her med at vise flaget i fremmed havn er altså en ting, som man stadig går op i ude i verden. Også i flåderne. Det betyder noget, at man aflægger besøg hos hinanden og taler om tingene. I Frankrig lå vi f.eks. ved flådestationen i Brest, hvor der også lå to noget større franske skoleskibe. Så kom den næstkommanderende for flådestationen ned for at besøge os, selvom vi egentlig lå i en civil marina ved side af, fordi der ikke var plads på selve flådestationen. Han kom ned om morgenen med croissanter til besætningen. Det er meget sjovt at møde det der diplomati.
- Altså, selvom vi i vores tidsalder har internet osv., så er det sgu vigtigt, at der kommer et fysisk skib med rigtige fysiske flag på og levende mennesker. Og at man hygger sig lidt sammen, det giver altså noget.
Hvad er din egen baggrund?
- For 13 år siden lavede jeg nøjagtig det samme som rekrutterne, du ser dér, siger han og peger over mod de menige, som er ved at rigge sejlene til. Martin Engelhardt uddyber:
- Jeg blev hevet ind til værnepligt efter gymnasiet, og prøvede med lodder og trisser at komme udenom og lade som om, at jeg var syg. Men det lykkedes ikke, og da jeg så trak det her nummer, som ikke var et frinummer, sagde noget i mig: Kan jeg komme ud og sejle? Jeg endte i Søværnet, altså mere eller mindre ved et tilfælde, og nu sidder jeg her," siger han med et smil og kigger ud over havet.
- Jeg havde så mange fordomme om Forsvaret i det hele taget, jeg troede man råbte af folk, og at det var meget hierakisk, og at man blev behandlet dårligt. Men i virkeligheden synes jeg, det var rigtig spændende, det her med at sejle. Jeg kunne lide kammeratskabet og sammenholdet om bord på et skib i Søværnet. Det bliver simpelthen så meget din familie, nu har jeg ikke kone og børn, så det her er næsten mere min familie end dem derhjemme.
Gik du direkte videre efter værnepligten?
- Ja. Den alsidige uddannelse var interessant for mig. Som søofficer har man en masse forskellige fag, for om bord skal man jo kunne en lille smule af alting, alle posterne skal besættes, også lægen, og efter værnepligten savnede jeg også det med at sejle. Jeg er nok lidt af en søromantiker, jeg synes det er spændende det her med at sejle for sejl.
Hvad bringer fremtiden for dig?
- Jeg skal trods alt ikke sejle træskib resten af mit liv, jeg tror, jeg skal op nordpå og så forhåbentlig stige i graderne.
- Jeg tror sgu, jeg vil komme til at savne at sejle, hvis jeg skal blive i land - det er jo et job, der i den grad går i blodet. En meget stor del af mange søfolks identitet er sejladsen, selvom mange går i land - typisk af private årsager.
- På et senere tidspunkt kunne jeg godt finde på at sejle større skoleskibe. Og jeg tror, jeg bliver i Søværnet resten af mit liv.
CV - Martin Engelhardt
Siden foråret 2014 har Martin Engelhardt været chef – kaptajnløjtnant – på Søværnets mindre skoleskibe, sejlkutterne Svanen og Thyra. Først på Thyra et år og siden Svanen.
Han blev færdig som søofficer i 2009 fra Søværnets Officersskole.
Før det har han sejlet på inspektionsskibene langs Grønlands kyster, senest et år som næstkommanderende på en inspektionskutter.
Han har desuden beklædt en landstilling i Grønland på det nu nedlagte Maritime Overvågningscenter Syd.
Han er 33 år gammel og bor alene i sin lejlighed på Vesterbro.
