Alpha Offshore Service prisbelønnet
Ejerlederen bag Alpha Offshore Service, Mikkel Jensby Lund, har modtaget prisen som Årets Ejerleder 2016 i Vestjylland
"Det er en stor fornøjelse at overrække prisen til en ejerleder som Mikkel Jensby Lund, som virkelig har udviklet sig, og via gåpåmod og drivkraft er nået hertil i dag. Han er en fremragende leder, som har haft stor succes på et i første omgang ukendt område," udtaler Henning Jager Neldeberg, partner hos PwC i Herning, som står bag prisuddelingen, og fortsætter:
"Virksomheden har haft en flot vækst på grund af Mikkels økonomiske sans, og fordi han selv arbejdede i marken som tekniker og supervisor de første seks år, hvilket har givet et dybdegående kendskab til industrien og mulige udfordringer. Den flotte vækst skyldes også i høj grad den stigende efterspørgsel samt en god daglig ledelse. Virksomheden har yderligere lavet vækstfremmende tiltag på globalt plan og har en klar vækstplan for fremtiden."
En sand iværksætter
Mikkel Jensby Lund så et klart potentielt forretningsområde, efterhånden som der kom flere offshore-projekter, og hans forretningsidé udviklede sig hurtigt til handling.
"Her er en virksomhed, som i den grad fortsætter sin imponerende vækst. Vi har kun set toppen af isbjerget af vækstfremmende tiltag. Mikkel Jensby Lund startede fra bunden og har i dag en virksomhed med mere end 130 ansatte, og en omsætning og indtjening, der er flerdoblet siden etableringen," fortæller Jan Bisbo, centerdirektør hos Nykredit i Herning, og fortsætter:
"Han er en ægte iværksætter og går forrest for at løse sine kunders udfordringer og dermed udvikle nye services. Mikkel fortjener i den grad titlen som Årets Ejerleder 2016 i Vestjylland."
Alpha Offshore Service vandt prisen i Vestjylland i konkurrence mod Erik Andreæ og Michael Nederby fra Brands4Kids og Rolf Tange og Kjeld Østergaard Jensen fra Sealing System.