23948sdkhjf

Varmepumpe-legeplads i Nordhavnen

En varmepumpe erstatter udtjente oliekedler i tre krydstogtterminaler og UNESCOs højlager på Nordhavnen i København

Hofor indgik i 2012 en aftale med By & Havn om at levere varme til deres nye krydstogtterminaler i Nordhavn.

Men da krydstogtterminalerne ligger forholdsvis langt fra det eksisterende fjernvarmenet, har Hofor beluttet ikke at koble bygningerne på det centrale fjernvarmenet. I stedet erstattes de udtjente oliekedler med en eldreven varmepumpe.

Det nye varmepumpe-anlæg skal opvarme de tre store krydstogtterminaler samt UNICEFs højlager, som ligger dør om dør med terminalerne.

"Vores forventning er at hive cirka 650 kW varme ud af varmepumpen, der bruger grundvand som varmekilde. Vi har allerede foretaget en prøveboring og planlægger at bore et hul til. Vi begynder arbejdet med udbudsdokumenterne i starten af 2017 og forventer at sende hele molevitten i udbud i marts eller april," fortæller projektleder Jørgen Boldt hos Hofor.

Styrker eksisterende net

Når der skal leveres varme ikke bare til krydstogtterminalerne men også til UNICEF, skulle man tro at Hofor måtte etablere et helt nyt ledningsnet til det varme vand, da terminalerne som nævnt ligger lidt afsides. Men det er ikke tilfældet.

"Vi har allerede et lille varmenet derude, som er adskilt fra det store net. Det skal bare styrkes lidt, nu hvor varmepumpen kobles på," fortæller Jørgen Boldt.

Hofor planlægger at beholde den ene oliekedel som reservelast.

Demonstration af fleksibelt el-forbrug

Varmepumpen med tilhørende varmelager etableres primært som varmeforsyning, men anlægget skal også tjene et andet formål. Det skal nemlig spille en vigtig rolle i EnergyLab Nordhavn-projektet.

Anlægget er derfor også overdimensioneret en smule, netop for at det kan fungere som demo-projekt for Hofor, men også for de forskere som selskabet har inviteret med på projektet.

Hofor forventer at investere et to-cifret millionbeløb for det samlede projekt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094