23948sdkhjf

Nu skal forskellene i krav til havmøllefartøjer afdækkes

Nu skal forskelle i tekniske krav til fartøjer, der bruges til havvindmøller i landene omkring Nordsøen, analyseres - til gavn for danske virksomheder

Selv om danske, tyske og hollandske havvindmøller står ved siden af hinanden i Nordsøen, er der store forskelle på tekniske krav og industristandarder til skibe og udstyr på skibe, der bruges til at rejse møllerne og efterfølgende servicere dem.

De forskelle skal brancheforeningen Danske Maritime nu afdække - og om muligt afhjælpe. Det sker i et 1-årigt projekt med støtte fra Den Danske Maritime Fond.

”De forskellige tekniske krav og standarder i landene gør det pivsvært at bygge skibe og udstyr såsom redningsflåder, der overholder uensartede regler i hele Nordsøen. Det fordyrer i sig selv opbygningen af nye havmølleparker og den løbende efterfølgende service, og det kan hindre dansk maritim industri i at levere på lige vilkår til andre lande. Det giver i sidste instans dyrere strøm og dårlige indtjening til vindoperatører og den danske maritime industri,” siger administrerende direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.

Enorm udbygning er lig med masser af opgaver

Frem mod 2030 står kapaciteten af havvindmøller alene i Nordsøen foran en tidobling, så der er masser af givtige opgaver for den danske maritime industri, hvis virksomhederne kender de tekniske krav og kan drage fordele af dette kendskab.

”Når et skib, der rejser vindmøller, sejler, er det landenes søfartsmyndigheder, der sætter regler for sikkerhedsudstyr, medicinkister, arbejdsmiljø osv. Men i det øjeblik, at skibet sætter støtteben på havbunden, bliver de betragtet som landfaste, og så er det helt andre regler og krav for miljø, sikkerhed og arbejdsmiljø, som gælder. Og de er vidt forskellige fra land til land. Nu vil vi vurdere konsekvenserne af alle de regler og krav i forhold til markedsadgang og konkurrenceevne, og dernæst se på, om noget kan forenkles,” siger Jenny N. Braat.

Projektet er iværksat som opfølgning på den gennemgang af den nationale og internationale regulering af offshore-vindindustriens fartøjer, som Søfartsstyrelsen bad klassifikationsselskabet DNV-GL foretage i 2015, og som afslørede et omfattende og komplekst billede af kravene den til denne forholdsvis nye branche.

Danske Maritime har forud for analysen sikret sig et tæt samarbejde med en række virksomheder blandt andre Knud E. Hansen, Odense Maritime Technology, Hvide Sande Shipyard, Dong A/S og A2Sea. Analysen forventes klar i oktober 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078