23948sdkhjf

Uenighed om ballastvand ikke løst efter USA-besøg

Danske Maritimes underdirektør Michael Prehn hørte ikke nye toner fra amerikanerne om ballastvand, men heller ikke dårlige toner.
USA vil fortsat anvende andre kriterier for rensning af ballastvand end IMO-konventionen, der netop er vedtaget og træder i kraft til september næste år. Det skriver Danske Maritime.

Efter IMO-reglerne er det tilstrækkeligt, at de invasive arter ikke er levedygtige og ikke kan formere sig. USA kræver, at al biologisk aktivitet skal være ophørt, idet man lægger vægt på en bestemt prøve, der skal vise, at organismerne ikke er ’levende’.

”Dette krav er unødvendigt, idet de invasive arter, som reglerne skal holde ude, jo kun bliver invasive, hvis de kan formere sig. Kan de ikke det, forsvinder de jo i løbet af få timer,” siger Michael Prehn, underdirektør i Danske Maritime.

Han påpeger, at kravet om denne bestemte prøve især er problematisk for de ballastvandsanlæg, der benytter UV-bestråling som desinfektion. Det gør cirka halvdelen af de indtil nu godkendte anlæg.

”De amerikanske embedsmænd kunne dog bekræfte, at man ønskede et fælles regelsæt med IMO. De kunne ikke anvise nogen vej hen mod det mål, men det ser vi alt i alt som en positiv melding og i hvert fald ikke det modsatte,” siger Michael Prehn.

Kilde: Danske Maritime
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107