Cobelfret tester sydgående anløb af Hirtshals Havn
Cobelfret forbereder en udvidelse af ruten med anløb af Hirtshals Havn hver søndag kl. 22.00 fra Gøteborg og med afgang mod Zeebrugge kl. 24.00. Det sydgående anløb vil supplere rederiets nordgående anløb, hvor Hirtshals Havn fortsat anløbes tirsdag morgen med ankomst fra Zeebrugge kl. 6.30 og afgang mod Gøteborg kl. 8.00.
Dermed vil Cobelfret anløbe Hirtshals Havn i både nordgående og sydgående retning, og vil kunne tilbyde transportmarkedet et endnu med attraktivt produkt, der giver godstransportørerne bedre mulighed for at udnytte materiellet.
Klar til flere anløb
Efter en rolig sommerperiode ses nu en mærkbar vækst på ruten Zeebrugge - Hirtshals - Gøteborg, og for den kommende tid er der registreret et stigende antal bookinger på begge rutens ben.
Der er booket både selvkørende enheder og løstrailere på ruten, og bookingerne angår gods med destinationer i Nordjylland såvel som i Norge, hvor transporterne fortsætter fra Hirtshals med rederierne Color Line og Fjord Line.
Testanløbet natten til mandag forløb problemfrit og losningen af de ni trailere, der var med fra Gøteborg til Hirtshals foregik hurtigt og effektivt. Cobelfret er dermed klar til at øge antallet af anløb på Hirtshals Havn med både nordgående og sydgående anløb i takt med at efterspørgslen i markedet stiger.
Kilde: Hirtshals Havn
Læs også:
Cobelfret forbinder Hirtshals med Benelux og Centraleuropa