23948sdkhjf

Flere jobs i Det Blå Danmark og flere maritime studerende

Det globale maritime marked er under pres i disse år, men alligevel hyrer de danske rederier folk, og det samlede beskæftigelsestal på danskflagede skibe og i danske rederikontorer steg fra 2014 til 2015, om end marginalt med knap én procent. Det meddeler Danmarks Rederiforening.

Rederierne beskæftiger 23.221 personer. Et tal, der dækker over ca. 6.000 ansatte i rederikontorerne og ca. 17.000 ansatte til søs. Heraf er ca. 45 procent danske, 20 procent europæiske og 35 procent fra 3. lande. Tallene glæder direktør i Danmarks Rederiforening, Anne W. Trolle.

”Det, der gør mig allermest glad, er, at antallet af studerende stiger. I alt beskæftiger og lønner de danske rederier mere end 1.300 studerende, som får den nødvendige sejltid, og vi ser markant flere trainees ude på rederikontorerne. Det er vigtigt, for at vi kan blive ved med at udvikle dansk skibsfart. Når vi så samtidig tager de benhårde markedsvilkår i betragtning, må vi konstatere, at dansk søfart står stærkt,” siger hun.

Antallet af danske studerende er steget med næsten 11 procent til nu 853. Herudover beskæftiger rederikontorerne mere end 250 trainees – en stigning på 30 procent siden 2014. Samlet udgør beskæftigelsen i Det Blå Danmark nu 107.886 personer.

Opgørelsen ”Skibsfarten i tal” fra Danmarks Rederiforening viser også, at den danske handelsflåde aldrig har været større. I januar 2014 var den danske bruttotonnage 12,3 mio. tons, mens den i juli 2015 udgjorde 15,5 mio.
Den samlede danskkontrollerede flåde er omkring 1.800 skibe, hvoraf lidt over en tredjedel  opererer under dansk flag.

Kilde: Danmarks Rederiforening.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125