23948sdkhjf

Kan 3D-print revolutionere den maritime industri?

Potentielt kan nye produktionsmetoder via 3D-print betyde voldsomme forandringer i den maritime industri og for hele søfarten – og verdensøkonomien. Et seminar den 17. december 2015 i Lyngby ser på, hvad der er op og ned, herunder anvendelsesmuligheder og perspektiver for den maritime industri.
 
Bølgerne går højt i debatten, for der er markant delte meninger om perspektiverne i 3D-print som produktionsteknik for den maritime industri - for eksempel:

- Vil hele nye skibe eller dele af skibe blive bygget som gigantiske 3D-print?
- Vil reservedele akut blive produceret til søs, mens skibet sejler videre?
- Vil behovet for transport af varer falde markant, når varerne kan fremstilles lokalt i 3D-print?

På seminaret står Christopher Rex fra Danmarks Skibskredit over for David Bue Pedersen, forsker ved DTU Mekanik. De er dybt uenige.

”Når vi kan fremstille varer lokalt, som i dag bliver massefremstillet billigt i Asien og sejlet rundt i verden, kan det have voldsom indflydelse på skibsfarten og den globale udvikling. Der kan blive behov for andre, måske færre skibe, for andre ruter og dermed også forandringer på producentsiden for det udstyr, skibene har behov for,” siger analysechef Christopher Rex, Danmarks Skibskredit.

”Men den helt store forandring kan ske, hvis robotterne – eller automatiseringen i det hele taget – tager jobbene fra de mange, der lever af massefremstilling i Fjernøsten. Her står vi med en generation, som har haft udsigt til at kunne blive forbrugere, og måske endda middelklasse, som kan få svært ved at få et job i fremtiden. Det er den helt store udfordring, når vi taler additive manufacturing.”

Hos ingeniøren lyder det stik modsatte synspunkt. Al snakken om, at industrien vil sende reservedele som 3D-print ud på sejlende skibe, og at skibe med tiden vil kunne reparere sig selv, bliver betegnet som et enormt luftkastel.

”Det gælder om at få tingene ned på jorden i debatten og skille tingene ad om - hvad der er hype fra medierne, og hvad teknologien egentlig kan. Teknologien bevæger sig i to retninger; Hvad vi i populærmunde kalder "3D-print", som bliver oversolgt, og hvad der i den etablerede industri kendes som additive manufacturing, hvor forventningsafstemningen for teknologierne allerede er sket.

Hvorfor skulle rederne dog købe en 3D-printer til ti mio. kroner, når de med en cnc-styret fræser kan fremstille en metaldel endnu bedre om bord ud fra en metalklods,” spørger David Bue Pedersen.

 
Kilde: Danske Maritime
 
 
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093