23948sdkhjf

Analytikere sænker forventningerne til containerraterne

A.P. Møller - Mærsk-aktierne oplevede tirsdag fremgang efter indikationer om, at det er lykkedes containerrederierne at få presset ratestigninger igennem hos deres kunder. Analytikerne hos Handelsbanken lader dog til at være skeptiske med hensyn til udviklingen i containerraterne og skærer blandt andet derfor 1000 kroner af deres kursmål for Mærsks B-aktie.

"Til trods for at den lavere oliepris resulterer i lavere brændstofomkostninger i containerdivisionen Maersk Line, så vurderer vi, at Maersk Line, i lighed med 2015, vil skubbe den positive indtjeningseffekt videre til kunderne i form af lavere fragtpriser grundet de svage volumener," skriver Handelsbanken i en analyse.

Olieprisen er da også faldet markant i løbet af 2015. Onsdag formiddag koster en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, eksempelvis knap 36 dollars.

"Vi sænker derfor vores forventninger til containerraterne og venter nu en gennemsnitlig containerrate på 1006 dollars per tyvefodscontainer (TEU) for Maersk Line i 2016, hvilket svarer til et årligt fald på 10 procent," skriver Handelsbanken.

Spotraterne på containerfragt mellem Asien og Europa steg i sidste uge ellers med 659 dollars til samlet 1232 dollars per TEU. Dermed lader godt halvdelen af den varslede ratestigning på 1200 dollars per TEU fra blandt andet Maersk Line og tyske Hapag-Lloyd til at have slået igennem.

På baggrund af de nedjusterede forventninger til containerraterne venter Handelsbanken nu, at Maersk Line vil have en indtjening i 2015 på 1,4 mia. dollars mod 1,6 mia. dollars i 2014. For 2016 venter finanshuset, at indtjeningen vil falde til 303 mio. dollars for herefter dog at stige til 1.102 mio. dollars i 2017. 

For 2017 venter Handelsbankens analytikere desuden, at konglomeratets oliedivision vil levere et underskud på grund af den lave oliepris. "De lavere estimater for både olie- og containerforretningen gør, at vi sænker vores nettounderskud på gruppeniveau til 1,5 mia. dollars for 2016."

Analytikerne forventer også, at der vil være få kurstriggere frem til første halvår 2016. Finanshusets analytikere fastholder dog deres købsanbefaling af Mærsks B-aktie, idet de vurderer, at de få kurstriggere allerede er indregnet i den nuværende aktiekurs. De sænker imidlertid deres kursmål til 12.000 kroner fra 13.000 kroner.

Kilde: Ritzau Finans
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079