23948sdkhjf

Nu kan rederier energi-vurdere skibe fra skrivebordet

Skibes energiforbrug stiger med alderen. Et gigantisk Excel-ark med 500 datapunkter og sindrige beregninger giver nu redere et overblik over deres skibes energiparametre. It-værktøjet fås gratis hos Danske Maritime, som har udviklet det sammen med Thome Ship Management, TechConsult og Force Technology med støtte fra Den Danske Maritime Fond.


Der ville være over 40 mia. kroner at spare i brændstof og en betragtelig mængde CO2, hvis alle verdens omkring 60.000 skibe over 500 BT blev energioptimeret, så de forbrugte blot fem procent mindre brændstof.


Sådan lyder et slag på tasken fra folkene bag et nyt it-værktøj, der gør det muligt for rederier at få et samlet overblik over deres skibes energidata i detaljer, så de kan sætte ind med optimeringer, der hvor det giver mest mening.


Værktøjet hedder EDA (Energy Data Acquisition Template). Det er en avanceret Excel-model med over 500 datafelter. Når rederiet indtaster data om skibet samt aktuelle værdier, vil det være muligt at få et overordnet indblik i potentielle besparelses- og indsatsområder. Dermed får rederiet et samlet og udførligt overblik over, hvor der kan gemme sig åbenbare uhensigtsmæssigheder om energiforbruget, som det sandsynligvis kan betale sig at gøre noget ved.


Det kan dreje sig om alt fra motorers og pumpers energiforbrug til skibets skrogperformance og noget helt simpelt som brugen af lysstofrør og glødepærer i forhold til moderne LED-belysning. Særligt skibe med nogle år på bagen kan hente en markant gevinst med værktøjet.


”Når et skib har sejlet i fem år, vil det typisk have et energiforbrug, der er 5-10 procent højere, end da det var nybygget. Det skyldes blandt andet slid, dårlig indregulering og det helt jordnære faktum, at forskellige maskinmestre undervejs vil have haft forskellige arbejdsmetoder og kompetencer til at optimere driften,” forklarer Stig Holm, Thome Ship Management, som oprindeligt fik ideen til EDA-værktøjet.

EDA-værktøjet kan hentes gratis på hjemmesiden www.retro-fitting.com, som drives af Danske Maritime.

”Der er en tydelig efterspørgsel på mere viden om, hvordan det er muligt at overskue hele skibet og ikke blot de enkelte enheder, når det gælder om at optimere brændstofforbruget. På den måde får rederne en realistisk prognose og mulighed for at investere i de løsninger, der samlet set giver den største effekt,” siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.


Kilde: Danske Maritime

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08