23948sdkhjf

Grimaldi Lines forbedrer direkte service til Danmark

Det italienske linje-rederi Grimaldi Lines skruer nu op for blusset og forbedrer sin direkte service til Danmark. Det sker efter et par år med nedsat frekvens som følge af finanskrise og slow steaming. Lave oliepriser og større lastmængder betyder, at Grimaldi Lines fremover vil anløbe Esbjerg hver uge.

Grimaldi har anløbet Esbjerg fast siden 1998 på sin Euro-Med-service, som forbinder det danske marked direkte med 15 havne i 12 lande - fra Sverige i nord til Egypten i syd. Oprindeligt var der tre skibe på Euro-Med-servicen, som i dag er udvidet til fem skibe. 

Grimaldis Euro-Med-service fungerer også som feeder-forbindelse fra Esbjerg til Antwerpen, hvorfra der er forbindelse til oversøiske ruter til Vestafrika og Sydamerika.


Grimaldi Lines er specialiseret i transport af ro/ro-gods, projektlaster og containere med særlig vægt på destinationer i Middelhavet, Sydamerika og Vestafrika. Den øgede frekvens giver nye muligheder for rederiets danske agent, Niels Winther Shipping i Esbjerg. Det skriver den danske agent i en pressemeddelelse.


”Vi har presset på for at få en forbedret service til Esbjerg, og vi er derfor meget glade for, at Grimaldi har valgt at øge frekvensen til ugentlige anløb med øjeblikkelig virkning,” siger Henrik Otto Jensen, adm. direktør for Niels Winther Shipping, og tilføjer:


”Dette sikrer vores danske kunder en bedre service, og det nye tiltag er derfor blevet meget godt modtaget af både eksisterende og nye kunder.”

Kilde: Niels Winther

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094