Nyt Implementeringsråd sender blå forslag videre
Der er mange maritime forslag blandt de 21 anbefalinger, som det nye Implementeringsråd sender videre. Målet er at komme noget af den danske overimplementering til livs – og derfor har rådet indstillet en række konkrete forslag til behandling i regeringens udvalg for overimplementering. Danmarks Rederiforening glæder sig over de mange stænk af saltvand i anbefalingerne.
Der er indstillet i to kategorier, og når det gælder ”Tidlig interessevaretagelse”, anbefaler rådet blandt andet, at regeringen sætter ind i forhold til:
EU’s indsats for skibsophugning skal bidrage til at hæve barren globalt på dette felt
Vejen til solid, international håndhævelse af skærpede krav til svovludledning fra søfarten
Klarhed omkring statsstøtteregler til havne
I den anden kategori, ”Nabotjek”, har rådet også tre konkrete indstillinger med saltvand i årerne undervejs til regeringen. Det betyder, at man på tre områder anbefales at kigge ud over landets grænser, da den danske tilgang er unødigt restriktiv:
Myndighedernes fejlfortolkning af hvad en ”destination” er i skattelovgivningen
Skats overfortolkning af en EU-dom om beskatning af brændstof
Endelig skal de danske særregler, som er oplistet i Søfartsstyrelsens pjece til udenlandske redere ”Come fly the Danish Flag”, gås efter i sømmene set i forhold til konkurrerende maritime nationer
”Det er rigtig glædeligt, at regeringen har taget det her initiativ. Vi har arbejdet sammen med Dansk Havne og Danske Maritime om at komme med solide indspil fra hele Det Blå Danmark. Derfor er det glædeligt, at det samlede Implementeringsråd har kvitteret ved at sende alle vores indspil videre til regeringens behandling.
Det er første skridt i retning af at få håndteret nogle udfordrende rammevilkår for hele klyngen,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening og repræsentant i Implementeringsrådet.
Kilde: Danmarks Rederiforening