Ny CEO for Safmarine
Maersk Line-selskabet Safmarine får ny øverste chef.
Sydafrikanske Grant Daly er fra 1. februar 2012 øverste leder i Safmarine. Han afløser Thomas Dyrbye, der har siddet på posten i de seneste to et halvt år. Grant Daly kommer fra chefstolen i Safmarines Multi-purpose vessels afdeling og har været ansat i Safmarine i 17 år.
Udnævnelsen af den nye CEO kommer oven på efterårets udmelding om, at der skal være større integration mellem Maersk Line og Safmarine. Integrationen består blandt andet i at Safmarine flytter hovedkvarter fra Antwerpen i Belgien til København, hvor Grant Daly skal rapportere til CFO Hanne B. Danielsen i Maersk Line.
-Min første prioritet lige nu er at etablere Safmarines team i København og sikre, at vi leverer Safmarine afdelinger i andre lande den hjælp og support de har brug for, til at kunne levere det vi har lovet vores kunder, siger Grant Daly.
Safmarine vil fortsætte med at have selvstændige produkter, priser, salgsteam og kunde service. Safmarine har mere end 1400 ansatte fordelt på 130 lande over hele verden.