Difko-kunder får millionerstatning
Investeringselskabet Difko skal betale ca. 20 mio. kr. retur til ni investorer i et gammelt fragtskib.
Investeringsselskabet Difko A/S er ved Sø- og Handelsretten dømt til at betale en række kommanditister i et nu tvangsopløst kommanditselskab over 19 mio. kr. i erstatning plus omkostninger.
Beløbet er større end selskabets egenkapital på ca. 18 mio. kr. Carsten Skov-Aggerholm, adm. direktør i Difko, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at man endnu ikke har taget stilling til, om dommen skal ankes. Han mener ifølge avisen ikke, at dommen kan blive livstruende for selskabet, til trods for, at egenkapitalen er mindre end kravet.
Dommen er kulminationen på et et fire år langt opgør, der begyndte, da Difo udbød tørlast- og containerskibet Island Expres på skattebegunstigede anparter. Det viste sig hurtigt, at det næsten 20 år gamle skib var i en usædvanlig dårlig forfatning.