DFDS overvejer sine optioner omkring ARK-kontrakter
Annulleringen af ordren på P+S Werften kaster mange overvejelser af sig.
DFDS er lige nu gået i tænkeboks, mht. hvordan rederiet selv skal opfylde sine forpligtigelser over for det danske og tyske forsvar. De var begge stillet den nye tonnage i udsigt, der var under bygning ved P+S Werften.
Men omkring selve annulleringen, siger kommunikationschef Gert Jacobsen, at den var uafvendelig. Desuden ville en "forlængelse" af kontrakten indebære andre risici, som DFDS ikke ønskede at udfordre.
"Vi har fået at vide, at skibene var mindst et år forsinket i forhold til det aftalte, og det er simpelthen en uacceptabel tidshorisont," siger han.
DFDS er dog stadig i dialog med værftet, men han kan ikke for nærværende gå nærmere ind på, hvad dialogen drejer sig om.
Med hensyn til DFDS' forpligtigelser over for kunderne i den anden ende - det danske og tyske forsvar - siger han, at man nu ser på alternative løsninger.
Heller ikke her, kan der oplyses nærmere fra DFDS' side, men der kan bl.a. gættes på, at rederiet fortsætter med den nuværende løsning, hvor skibet Ark Futura sejler som ARK-enhed, i en interimperiode. Gert Jacobsen tilføjer dog, at forsinkelser (og nu annuleringen) også for DFDS egen del har givet anledning til kapacitetsproblemer, idet skibene ikke KUN skulle sejle som ARK-enheder. Det har betydet, at DFDS selv har haft "huller i sit netværk", og derfor har måttet punge ud med penge til indchartret tonnage.