Containerraten fortsætter sit fald
For syvende uge i træk falder containerraten for at transportere en 40 fods container fra Shanghai i Kina til Rotterdam i Holland, ifølge Drewry.
5,7 procent faldt containerraten på en uge ifølge World Container Indeks, der udgives af analysehuset Drewry. Dermed er containerraten for en 40 fods container fra Shanghai til Rotterdam faldet med næsten en tredjedel på mindre end tre måneder. 20. september var containerraten faldet til 2.396 dollar per 40 fods container.
Siden årets højeste containerrater blev registreret til 3.878 den 3. maj 2012 på ruten mellem Shanghai og Rotterdam har tendensen været nedadgående og henover de sidste 20 uger har der kun været registeret positiv vækst i to af ugerne.
Drewry's World Container Indeks er dermed på linje med den udvikling, der ses i andre containerrateindikatorer og viser med al tydelighed, at containermarkedet er presset og at ikke mindst den europæiske efterspørgsel ligger underdrejet.