Lodserne: Klar til hjælp ved bro sejlads
Lodserne hos det statslige lodsvæsen DanPilot håber at blive budt med, når forskellige myndigheder skal drage konsekvenserne af påsejlingen af jernbanebroen i Aalborg.
For at øge sikkerheden skærpede Erhvervs- og vækstministeren reglerne om lodspligt på baggrund af påsejlingen af jernbanebroen. Det betyder, at skibe ned til 53 meter, som passerer jernbanebroen, skal have en lods om bord, som kender farvandet.
Dermed fordobles antallet af skibe, der skal have en lods med. Ministeren lod dog forstå, at lodsreglerne skulle til et eftersyn, når havarikommissionens rapport forelå.
Havarikommissionen har fastslået, at det var en kommunikationsfejl, der var årsag til sammenstødet mellem det finske lastskib Ramona og jernbanebroen i marts måned.
Kommissionen fælder ikke dom i sagen, men beskriver udelukkende hændelsesforløbet. Kommissionens undersøgelser viser dog, at eksisterende regler for sejlads ved og gennem broer ikke er hensigtsmæssige, og kommissionen opfordrer de involverede aktører til at drøfte problemet.