EU-Kommissionen på vej med nyt havneudspil
Fra Europa-Parlamentets transportudvalg betonede formand Brian Simpson, at fremtidig vækst ikke må ske på bekostning af europæiske arbejdspladser og en EU-initieret underminering af den sociale velfærd. Tværtimod skal væksten bestå i nye arbejdspladser.
På en konference i Bruxelles fremlagde forskellige interessenter deres synspunkter og visioner, herunder den europæiske rederiforening ECSA, som blandt andet ønsker mere effektive og konkurrencedygtige havne.
”Danmarks Rederiforening vurderer, at Kommissionen er på ret kurs i forhold til et nyt havnepolitisk udspil. Liberalisering og konkurrenceudnyttelse vil være afgørende for at sikre vækst. Diskussionerne om den europæiske havnepolitik har dog historisk været meget følelsesladet, og derfor er det vigtigt, at kommende udspil sikres bred opbakning – ikke mindst i Parlamentet,” forklarer kontorchef Peter Olsen fra Danmarks Rederiforening.
Under titlen ”Unlocking the growth potential” afholdt Europa-Kommissionen den 25. - 26. september 2012 havnekonference i Bruxelles. Konferencen er et led i Kommissionens bestræbelser på at afklare havnenes struktur og muligheder i fremtiden som en del af et muligt vækstscenarie for Europa.
Kommissionens transportkommissær, Siim Kallas, lagde i sit indledende oplæg vægt på, at liberalisering og mere konkurrence mellem forskellige ydelser og funktioner i Europas havne kan være en del af en mere samlet fremtidig plan for havnenes opbygning, funktion og rolle i det europæiske transportnet.
Ambitionerne om at skabe vækst for Europas havne og gårsdagens indledende konference er blandt andet baseret på forskellige undersøgelser om arbejdskraft, uddannelse, udbud/efterspørgsel, serviceydelser mv.