Smedegaard: Nyt Mærsk på vej
A.P. Møller-Mærsks tid som et rederi med en række sideforretninger skal være et afsluttet kapitel. I fremtiden vil A.P. Møller-Mærsk ikke være det samme som det selskab, vi kender i dag.
Topchefen Nils Smedegaard Andersen varsler markante ændringer i interview med Morgenavisen Jyllands-Posten.
Fremover satser man benhårdt på at skabe en virksomhed med fire stærke enheder, hvor containerrederiet Maersk Line godt nok er det ene, men Maersk Oil, havneforretningen APM Terminals og boreselskabet Maersk Drilling er de tre andre og sidestillede selskaber.
Det betyder, at Mærsks investeringsmilliarder er godt i gang med at finde nye steder at boltre sig på, så pengene ikke lægges i containerfart, men i olie, havne og borerigge.
”Vi vil øge den andel. Langt den største del af vores årlige investeringer vil gå ind i de fire vækstområder. Man kan tage Maersk Line ud af ligningen, fordi vi ikke skal bestille nye skibe de næste tre år, så hovedparten af vores investeringer vil ligge på de tre andre forretninger,” fortæller Nils Smedegaard Andersen, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk til avisen.
Når satsningen er så entydig på de fire kerneforretninger, hvor tre af dem på forhånd er udpeget som epicentre for investeringerne, er det nærliggende at tænke: Hvad med de andre?
”Der er ikke nogen, der ikke er enige i det her. Det er vigtigt at understrege, at de mindre virksomheder som Damco, Svitzer, Tankers og vores Supply-forretning stadig bliver investeret i. Men det bliver mere som i traditionel shipping, så når der er en god mulighed for et godt afkast, investerer man.”
”Vi vil ikke sige, som vi f.eks. gør på terminalerne og olie, at vi vil have det som mål at investere x antal milliarder om året. På de andre områder er vi mere opportunistiske, men vi har da store investeringsplaner for Dansk Supermarked f.eks. Det er bestemt ikke sådan, at vi ikke investerer i de forretninger.”