Krav om oliesikkerhed i Arktis
Arktisk Råd bør lave en juridisk bindende aftale om miljøvenlig olieudvinding i Arktis. Det mener Nordisk Råd.
De nordiske lande bør kræve, at olie og gas kun må udvindes i Arktis ved at anvende de sikreste metoder for miljøet. Derfor skal de nordiske lande i Arktisk Råd kæmpe for en juridisk bindende aftale om udvindingen.
Det kræver Nordisk Råds udvalg for miljø og naturressourcer, siger udvalgsformanden Ann-Kristin Johansson ifølge fyens.dk
”Det arktiske område er noget, vi har fælles her i Norden. Så kan man godt undre sig over, at regeringerne ikke ser et større potentiale i et fordybet samarbejde,” siger hun og fortsætter:
”Vi står overfor lande som USA og Rusland, der ikke har den samme tradition for at tænke i miljøbeskyttelse, som vi har i de nordiske lande. Så hvorfor ikke gå sammen for at sikre en mere holdbar fremtid i Arktis?”
Udvalget for miljø og naturressourcer har bedt de fem nordiske regeringer presse på for at få vedtaget en juridisk bindende aftale i Arktisk Råd. Sikkerheden er under al kritik og meget lemfældig for olieudvinding og sejlads i Arktis, mener udvalget i Nordisk Råd.
Ann-Kristin Johansson undrer sig over, hvorfor Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island ikke udvider det nordiske samarbejde om sikkerhed og udenrigspolitik, som den forhenværende norske statsminister Thorvald Stoltenberg i 2009 foreslog i sin rapport til Nordisk Råd.
Stoltenberg anbefalede blandt andet de nordiske lande at styrke samarbejdet omkring sikkerhed til søs i de arktiske farvande.