Markant fald i somaliske piratangreb
Antallet af skibe, der har anmeldt angreb fra somaliske pirater, er faldet til laveste niveau siden 2009. Det skriver det Internationale Maritime Bureau, der overvåget pirataktivitet.
Somaliske pirater er trængt i defensiven af de øgede flådeaktioner og antipiratbaserede landoperationer mod dem.
Det fastslår det Internationale Maritime Bureau, der hvert kvartal udgiver en rapport om pirataktivitet, efter, at de nyeste tal viser, at antallet af piratangreb er faldet til det laveste niveau siden 2009. I det seneste kvartal har der endda kun været ét angreb fra somaliske pirater.
Organisationen kalder den øgede overvågning fra den internationale flåde samt de maritime landbaserede antipirat-operationer en stor succes.
"Det sikrer, at de kriminelle bliver fanget eller fjernet, før de kan true skibene," skriver IMB, men advarer samtidigt søfolk og rederierne mod at blive for afslappede.
"Det er en god nyhed, at antallet af piratangreb dykker omkring Somalia, men der er ingen grund til at tage det roligt nu. Området er stadig ekstremt farligt, og det er vigtigt, at flådestyrkerne bliver dér," skriver IMB.
I de første ni måneder af 2012 har der været 70 somaliske angreb mod 199 i de samme måneder i 2011. Og fra juli til september er der kun rapporteret om et enkelt piratangreb fra somaliske pirater.
Mens man kan glæde sig over faldet i angreb ud for Somalia, er der sket det stik modsatte i området omkring Guinea.
Her har der været 34 tilfælde fra januar til september 2012, mod 30 sidste år, og er skubbet vestpå fra Benin til nabolandet Togo.
"Angrebene er ofte voldelige, planlagte og rettet mod at stjæle raffinerede olieprodukter, der let kan blive solgt på det åbne marked," skriver IMB.