23948sdkhjf

Dansk sikkerhedsfirma rykker ind i Rusland

BUSINESS: Det danske sikkerhedsfirma Eagle Shark rykker nu ind i Rusland. Her vil firmaet tilbyde danske firmaer hjælp med sikkerheden i samarbejde med lokale samarbejdspartnere.
Firmaet tilbyder også maritim sikkerhed som beskyttelse af skibe mod piratangreb og forskellig kursusvirksomhed. Det skriver Jyllands-Posten. 
 
Målgruppen er større danske og skandinaviske virksomheder, der allerede er inde på markedet, og nye firmaer, der måtte være på vej.
 
Indtoget på det russiske marked sker i samarbejde med den danske ambassade i Moskva og konsulatet i Skt. Petersborg. 
 
Eagle Shark er et to år gammelt firma med fem fastansatte samt nogle tilknyttede konsulenter. De fastansatte har alle en baggrund i Forsvarets specialkorps, Frømandskorpset og Jægerkorpset. Firmaet har ud over Danmark også haft opgaver i bl.a. Afrika.
 
"Vi kan tilbyde danske firmaer både at være en samarbejdspartner, når det handler om sikkerhed, og være en slags brobygger, fordi flere af vores medarbejdere også taler russisk. Det kan være afgørende for at klare sig i Rusland," siger Christian Spohr, der er administrerende direktør i Eagle Shark.
 
"Helt konkret er der et meget anderledes sikkerhedsbillede i Rusland. Det handler ikke så meget om terrorbeskyttelselse, men i højere grad om beskyttelse mod almindelig kriminalitet som kidnapning og røverier.”
 
”Hvis en dansk direktør eksempelvis skal udstationeres i Rusland sammen med sin familie, kan vi hjælpe med at finde en egnet bolig og sørge for at få den sikret i passende omfang, og vi kan hjælpe med at passe på familien. Det vil typisk ske som en slags supervisor, der står for kontakten til de lokale sikkerhedsfolk. Vi kan hjælpe med at sikkerhedsgodkende eventuelle vagter. Men de praktiske opgaver løses af lokale sikkerhedsfolk. Vi kan ikke selv bære våben i Rusland," fortæller Christian Spohr.
 
"I Rusland er det normalt, at chefer fra erhvervslivet har vagter, og vores medarbejdere behøver ikke nødvendigvis at fremtræde som sikkerhedsfolk. Vi kan tage os af transporten og have et visitkort med en titel, der gør, at det er naturligt, at man deltager i møder," forklarer Christian Spohr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187