23948sdkhjf

ISP målrettes mod kommercielt management

Selskabet bag Danmarks krydstogtsflåde målretter nu sit fokus til alene kommercielt management, og fordeler samtidigt de øvrige aktiviteter i andre selskaber.
ISP (International Shipping Partners) i USA, som bl.a. står for det kommercielle management af Clipper Group’s ti-skibs-store flåde af krydstogtskibe, strømligner nu organisationen og indgår i nye samarbejder. Dermed målrettes ISP’s aktiviteter i fremtiden alene til kommerciel management, inklusiv hoteldriften, af passager- og krydstogtskibe.

Alle ejer-repræsentationsopgaver i forhold til køb og salg af tonnage, chartering, nybygningsprojekter og investor-kommunikation bliver separeret fra ISP til det nystiftede selskab SunStone Ships Inc., som i lighed med ISP får hovedkvarter i Miami.

Samtidigt går ISP sammen med det svejtsiske selskab Fleetpro – River Advice. Selskabet med hovedkvarter i Basel har 1.250 medarbejdere og har management på 35 flodkrydstogt-fartøjer, som er beskæftiget rundt om i Europa.
ISP har, ud over de ti krydstogtskibe - samt et enkelt ro/pax-skib - ligeledes i regi af Clipper Group, også management på yderligere ni fortrinsvist krydstogtskibe for andre ejere. I alt administrerer ISP omkring 1.100 sejlende og landbaserede medarbejdere.

Ifølge ISP sker konsolideringen for at styrke begge selskaber i krydstogtsmarkedet, hvor Fleetpro – River Advice kan bidrage med stor erfaring fra flod-krydstogt-segmentet, mens ISP, som hidtil kun har drevet to flodkrydstogtskibe, til gengæld er blandt de største managementvirksomheder i ekspedition- og de-luxe/deepsea-markedet.

ISP fortsætter sine nu mere målrettede aktiviteter fra hovedkontoret i Miami, men selskabets stifter og majoritetsejer, dansk-amerikaneren Niels-Erik Lund, får også plads i både SunStone’s og Fleetpro – River Advice’s bestyrelser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.148