DanPilot: Urigtige oplysninger fra Danmarks Rederiforening
DanPilots direktør Lars Ahrendtsen går i rette med diverse påstande.
Regeringen - med Erhvervs- og Vækstministeriet i spidsen - har i forbindelse med Vækstplan for Det Blå Danmark påbegyndt en analyse af lodsmarkedet og afledte konsekvenser ved en yderligere liberalisering af markedet. DanPilot bidrager naturligvis positivt til analysearbejdet for at sikre den højeste kvalitet og effektivitet på lodsninger igennem dansk farvand.
Der har i den seneste uge floreret en del faktuelle fejl i flere medier i forbindelse med opbringningen af en coaster ud for Hornbæk, siger DanPilots direktør Lars Ahrendtsen i en pressemeddelelse.
Senest i et interview på TV 2 Lorry med Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening og i et efterfølgende nyhedsbrev fra interesseorganisationen. DanPilot vil gerne korrigere disse tal og påstande, så debatten kan foregå så saglig og objektiv som muligt:
• DanPilots definition af coastere er skibe i størrelsesintervallet 100-3.000 DWT, og som udelukkende er General Cargo Ships. Antallet af lodsninger heraf udgjorde i 2012: 2.811
• I udtalelser fra Danmarks Rederiforening kan det fejlagtigt opfattes, at prisen for en lodsning af en coaster, som den der er tale om i den aktuelle sag, koster op til 50.000 kr.
Gennemsnitsprisen for disse lodsninger er på 5.347 kr.
• Det skal nævnes, at de internationale anbefalinger for brug af lods fra IMO ikke omfatter skibe som det omtalte på grund af skibets dybgang på 4,4 meter mod de 7 meter der er grænsen i Øresund og 11 meter på Rute Tango. DanPilots erfaring er tillige, at en beruset kaptajn ikke vil benytte lods, af den simple grund at han straks vil blive indberettet til de danske myndigheder.
• Det hævdes fra Danmarks Rederiforening, at prisen på lodsning gennem danske farvande er steget med 30-40 % siden 2006. Prisen er i dag stort set den samme som i 2001. Lodstaksterne blev i 2003, 2004 og 2005 sænket, i alt med ca. 10 %. I perioden 2001-2008 udgjorde inflationen ca. 17 %, hvilket svarer til en reduktion af taksterne på min. 25 %. I 2009 hævede DanPilot taksterne med i gennemsnit ca. 21 %. Efterfølgende er der i 2011 og 2012 sket almindelig pristalsregulering.
• Forsvarsministeriet beregnede i 2005, at det vil koste den danske stat 1,5 mia. kroner at gøre lodsning gratis i danske farvande. Af DanPilots samlede omsætning i 2012 på 344 mio. kr. var den direkte fakturering til danske rederier på 38,2 mio. kr. og til danske agenter/shippingfirmaer 71,1 mio. kr.
• Vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen hævder, at mange skibe ser bort fra IMO’s anbefaling om at tage lods.
I 2011 var der 2.542 passager i Storebælt, som var omfattet af IMO’s anbefaling.
96,2 pct. af samtlige skibe, der passerede Storebælt, og tog lods om bord på del-strækningen Spodsbjerg-Grenaa, efterlevede IMO–anbefalingerne, hvilket er en stigning på 1,9 pct. i forhold til 2010.
99,6 pct. af olietankskibene på samme strækning efterlevede IMO-anbefalingerne, hvilket er en stigning på 0,9 pct. i forhold til 2010.
93,5 pct. af samtlige skibe, der passerede Storebælt, havde lods om bord igennem hele Rute Tango, hvilket er en stigning på 6 pct.
Der blev i 2011 rettet henvendelse til flagstaten i 99 tilfælde for ikke at tage lods om bord ved passage gennem delstrækningen Spodsbjerg-Grenaa. I 2010 skete det i 138 tilfælde.
Antallet af henvendelser til flagstaten for ikke at tage lods om bord igennem hele Rute Tango faldt fra 297 i 2010 til 165 i 2011. Der er tale om en positiv udvikling set i forhold til 2009-2010, og denne udvikling har ikke mindst været positiv for brug af lods på den lange strækning gennem hele Rute Tango.
DanPilot er det statslige lodseri under Erhvervs- og Vækstministeriet. DanPilots priser på lodsning afspejler udgiften ved at drive et nationalt lodsberedskab med forsyningspligt.