Viking Supply Ships konsoliderer sig i København
Det svenske rederi flytter hele butikken til København fra 1. juli.
Viking Supply Ships har meddelt, at man nu vil flytte hele sin managementafdeling med supportfunktioner til København - hvor ved rederiet som sådan følger i kølvandet på dets skibe, der allerede har været indregistreret i DIS et godt stykke tid.
Som konsekvens af beslutningen vil Viking Supply Ships lukke sin afdeling i Gøteborg, mens kontoret i Kristiansand udelukkende får en kommerciel rolle fremover. Viking har desuden et kontor i Moskva.
Det ventes at henved 20 af de ansatte i Viking Supply Ships vil miste jobbet som følge af beslutningen, men der vil modsvarende oprettes nye ved kontoret i København. Dog ikke i samme omfang, forudses det.