Vækst i fokus på dansk maritim konference
Alt er ikke sort syn og dystre udsigter for shipping og den danske maritime sektor, lyder meldingerne fra konferencen Copenhagen Blue Business & Shipping Conference.
Det er de positive budskaber, der er i højsædet på maritim konference i København. Med fokus på vækst, muligheder og innovation giver Copenhagen Blue Business & Shipping Conference 2013 et tiltrængt pusterum fra de klassiske historier om kriser og truende konkurser.
”Alt er ikke sort og dystert,” sagde Jacob K. Claesen fra rederiforeningen i sit indlæg med reference til, at selvom mange af de danske redere oplever et historisk dårligt marked og flere tvinges til konsolidering og kamp om overlevelse, så er der områder i den danske maritime klynge som oplever vækst.
Det samme budskab gik igen i indlægget fra Andreas Nordseth, direktør for Søfartsstyrelsen, som fremlagde nogle af de planer der er i den danske regerings vækststrategi, som i udgangspunktet skal gøre Danmark til kernen i det martime Europa. Mere konkrete tiltag i vækstplanen forventes at blive offentliggjort indenfor de kommende måneder nævnte Andreas Nordseth.
Torsdagens konference, arrangeret af EMUC, har yderligere indlæg fra blandt andre den anerkendte shippingøkonom Martin Stopford og en række andre danske eksperter og martime repræsentanter.