Monjasa klar med flådeudvidelse
Monjasa melder om tilgang af både ny oliebarge og supplytanker
Ifølge Monjasas CEO Anders Østergaard er selskabet på vej til at opgradere sin kapacitet i Storebæltsområdet og de skandinaviske farvande.
Det sker først med tilgang af en ekstra oliebarge, der skal operere i Storebælt. Selskabet har allerede en i arbejde i området, men vil altså nu fordoble sin kapacitet.
Videre vil Monjasa tilføre sin flåde en supplytanker, der efter planen skal støde til selskabets netværk 18. februar. Det gælder den 2007-byggede Trefin Leader, der har en kapacitet på 8000 ton.
Trefin Leader kan medføre alle typer grades af olie og marine diesel, og det er Monjasas plan, at den skal operere i Kattegat og Østersøområdet.
Østergaard vurderer videre, at Monjasa hen ad vejen vil operere så mange som seks oliebarger i det skandinaviske område. En vækst der ikke mindst skal skubbes frem via det tidligere omtalte nye samarbejde med Skagen Havn om, at Monjasa her vil få eksklusiv adgang til et nyt oliedepot, som havnen vil opføre.